Hugo Helmig var ikke bare endnu en dansk popsanger.
Han var særlig.
Hugo stod uundgåeligt i skyggen af sin berømte far, Thomas Helmig, men musikalsk stod han på egne ben.
Privat vaklede han desværre på dem, og martret af angst indstillede han karrieren på ubestemt tid sidste efterår.
Inden da sang Hugo om sin sårbarhed, sin frygt og sit kokainmisbrug på en alt for kort række af opsigtsvækkende udgivelser.
Han lød tragisk, flere år inden han på tragisk vis døde onsdag 23. november i en alder af blot 24 år.
Tilbageholdt af politiet
Hugo åbnede sig i sine sange. Og i foråret 2020 lukkede han Ekstra Bladet ind i sin taglejlighed i hjertet af Aarhus.
Ved sofabordet, hvor han tidligere havde taget en masse kokain, fortalte han for første gang om dengang i marts 2019, da hans stofmisbrug var eskaleret i en grad, så han i en tilstand af paranoia gik amok i sine forældres hjem og blev tilbageholdt af politiet.
Hugo virkede som en utrolig sød mand. Ellers snarere en virkelig sød dreng. Hans øjne var sørgmodige, og i al hans imødekommende uskyld var der noget fortabt over ham. Og noget forrykt.
Hugo sagde, han var 12, da han røg hash første gang. Han tog kokain som 16-årig. Han kunne ikke stoppe. Han havde misbrugergenet.
Det ildevarslende ved Hugo var, at han ikke tog kokain som partydrug. Han tog det, når han var alene, for at flygte fra ’de hårde ting, der sker indeni’, som han udtrykte det.
I foråret 2020 havde Hugo været stoffri et halvt år. I stedet havde tatoveringer overtaget hans krop, hænder og hals. Håret var karseklippet.
Han forklarede i et afklaret og usentimentalt tonefald, at han begyndte at tage kokain dagligt, da han mærkede det pres, der fulgte med karrierens spæde succes.
Han var måske nok født ind i showbiz, men han var ikke bygget til det.
Overnattede i celle
Hugos debutsingle, ’Please Don’t Lie’, blev årets mest spillede sang i dansk radio i 2017. Han havde svært ved at gentage bedriften.
Til gengæld faldt det ham helt naturligt at lave forbløffende popmusik.
Hugos bemærkelsesværdige debutalbum, ’Juvenile’, udkom 1. marts 2019. Det var blot ugen før den famøse nat i Aarhus, hvor politiet smed ham i asfalten, og han overnattede i en celle.
Men på ’Juvenile’ havde han allerede varslet, hvad der ventede.
Åbningsnummeret med den sigende titel ‘Don’t Wait Up’ startede:
‘5 a.m./It feels like moving underwater/Irresponsible/I think I got it from my father’.
På albummets afsluttende sang, balladen ’Home’, sang Hugo:
'Cocaine down the drain/Tears in your eyes/And only me to blame'.
Langt ned i mareridt
Ekstra Bladet kårede ’Juvenile’ til det bedste danske album i 2019. Året efter fik Hugos minialbum, ’Lulu Vol. 1’, samme skulderklap.
Lulu var et kælenavn, han fik af sin mor, forfatter og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen, men der var ingen tvivl om, hvem der stod bag sangene, for på flere af dem dykkede Hugo langt ned i sit mareridt.
Pladens uafrystelige første nummer, ’Curtains of My Life’, indeholder linjer som:
’I come alive in the nighttime/I run away from the past/Feel the pain of a lifetime/But don't know how to react’.
Nu er han gået bort. Efter at have vaklet gennem sit korte liv i smerte. Han var særlig. Og måske i virkeligheden bare for god til det her sted.
Popsangeren døde onsdag 23. november i København. Han blev 24 år
