Fredagsbrag: Kom til gratiskoncert med Phlake og hemmelig gæst

Hitduoen Phlake står for din fredagsunderholdning klokken 20 på ekstrabladet.dk

Phlake leverer denne fredags koncertoplevelse på Ekstra Bladets hjemmeside i selskab med karakteren 'Mercedes the Virus' og en hemmelig gæst. Foto: Sony
Phlake leverer denne fredags koncertoplevelse på Ekstra Bladets hjemmeside i selskab med karakteren 'Mercedes the Virus' og en hemmelig gæst. Foto: Sony

Klokken 20 fredag blænder ekstrabladet.dk nok engang op for et brag af en fredagskoncert, når den danske succesduo Phlake spiller live fra Planetariet i København.

Koncerten kan opleves kvit og frit på Ekstra Bladets hjemmeside som et plaster på såret for alle dem, der savner koncertoplevelser og andre kulturelle arrangementer her i coronatiden.

Tidligere har blandt andre Mads Langer og Scarlet Pleasure indtaget scenen, og denne fredag byder vi på musik med Mads Bo Iversen og Jonathan Elkær, bedre kendt som Phlake.

Scarlet Pleasure: - Det er ligesom første skoledag

- Vi glæder os helt vildt, men vi har ikke prøvet noget lignende før. Vi tænker, at det vigtige i sådan en sammenhæng er at sørge for, at der en god musikalsk synergi med dem, man spiller med, fordi det er der, man kan hente nogle menneskelige reaktioner. Så vi vil sørge for en god rundkredsstemning med bandet og sende en masse energi ud i æteren på den måde, siger producer Jonathan Elkær

Samtidig kan Phlake fredag fejre udgivelsen af deres nye album 'The Illegal Download of Your Soul', som de blev færdige med lige inden coronanedlukningen.

- Det har været lidt specielt. Vi var lige blevet færdige med vores album og havde været i studiet rigtig meget lige op til nedlukningen, så på den måde var det egentlig meget rart at trække sig lidt og puste ud, siger forsanger Mads Bo Iversen.

Fupnumre: For smarte til Danmark

Coveret til Phlakes nye album, der har fået titlen 'The Illegal Download of Your Soul' og som indeholder 13 tracks. Foto: Sony
Coveret til Phlakes nye album, der har fået titlen 'The Illegal Download of Your Soul' og som indeholder 13 tracks. Foto: Sony

Aflyste tidligere
Phlake skulle egentlig have optrådt for Ekstra Bladets læsere 17. april, men måtte aflyst på grund af sygdom.

- Det var en fra bandet, som havde nogle symptomer, der gjorde, at det ikke var forsvarligt at gennemføre arrangementet. Det viste sig heldigvis, at han ikke havde corona, men vi følte, at vi var nødt til at gå med livrem og seler, siger Jonathan Elkær.

De havde planlagt at spille koncerten fra en barbershop, hvor de begge bliver klippet, for at sætte fokus på nogle af de andre erhverv, som lider under coronakrisen.

Nu spiller de i stedet fra Planetarium i København, hvor de vil optræde med deres fem mand store band og desuden vil få besøg af en hemmelig gæst, som først bliver afsløret til koncerten, fortæller de.

- Det passer godt ind i hele coronatematikken at optræde her. De har lukket og må først åbne om noget tid, så de har også blødt i denne her tid. På den måde hjælper vi lidt hinanden, og der bliver sat fokus på kulturen. Det er den ene kulturinstitution, der hjælper den anden, siger Jonathan Elkær.

Phlake til deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival i 2017. Foto: Per Lange
Phlake til deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival i 2017. Foto: Per Lange

Hemmelig sangerinde afsløret
Den hemmelige gæst er dog ikke den eneste overraskelse, Phlake har i ærmet.

Torsdag kunne Ekstra Bladet afsløre, at sangerinden 'Mercedes the Virus', som siden 2018 har deltaget på flere af Phlakes udgivelser, i virkeligheden var forsanger Mads Bo Iversen selv.

Afsløring: Dansk hitduo snyder alle

Stemmen og den fiktive karakter bag opstod i studiet, hvor producer Jonathan Elkær tilfældigt drejede på nogle knapper.

Og når duoen træder på scenen fredag, vil det naturligvis også inkludere 'Mercedes the Virus’.

- Vi har bygget en særlig mikrofon til Mercedes. Hun fortjener sin egen, siger Jonathan Elkær, og Mads Bo Iversen tilføjer:

- Vi afslører det ved, at jeg træder hen til mikrofonen, og lyden kommer ud gennem mig.

Fredagsfest hos Ekstra Bladet: Har aldrig prøvet noget lignende

Og selvom mystikken om kvindestemmen på bandets mange udgivelser nu er afsløret, vil de ikke afvise, at 'Mercedes the Virus' kommer til at optræde på deres udgivelser igen.

- Vi har altid kreativt rykket os videre fra album til album og tilladt os selv at rykke bane. Vi kan ikke udelukke, at der kommer en feature med Mercedes på næste plade, men jeg vil sige, at vi har fundet en kur på denne her virus, siger Jonathan Elkær.

Koncerten med Phlake kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.