Den populære festival Musik i Lejet i Tisvildeleje tror stadig på, at de kan holde festival i slutningen af juli i år trods coronapandemien.
Derfor har de netop også offentliggjort en række nye navne til årets festival.
'Selvom der hersker usikkerhed om, hvordan corona-situationen ser ud i juli 2021, så holder vi håbet højt. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at afvikle festivalen bedst muligt og skabe de rammer, der er påkrævet for at gøre det forsvarligt', lyder det fra festivalarrangørerne i en pressemeddelelse.
'Og der er mange gode grunde til, at vi bliver ved med at tro på en fantastisk festival til sommer: Vaccineprogrammet mod Covid-19, indførslen af coronapasset, quicktests, der viser resultatet indenfor 15 minutter og det øgede politiske fokus, der i disse dage arbejder på mulige løsninger frem mod sommeren', fortsætter de.
I pressemeddelelsen erkender arrangørerne dog også, at årets festival muligvis bliver noget anderledes end tidligere.
Derfor er de også ved at udvikle nye måder, hvor man kan samles på forsvarlige måder og mindske potentiel smittespredning, og så har de som et nyt tiltag kun booket danske artister til årets festival.
'Musik i Lejet har i år dedikeret et line-up kun til danske artister i solidaritet med den danske musikbranche', lyder det i pressemeddelelsen.
Af nye navne har Musik i Lejet præsenteret navne som Jada, Jung og Malk De Kojin. De er blevet føjet til plakaten, som allerede tæller navne som Tessa, Lord Siva og Benjamin Hav.
Musik i Lejet løber efter planen af stablen fra 22.-24. juli. Festivalen er for længst udsolgt.