Gratis koncert kun på Ekstra Bladet: - Jeg bliver helt rørt

Mads Langer giver fredag aften koncert i en tom K.B. Hallen. Koncerten kan streames kvit og frit her på ekstrabladet.dk med start klokken 20, og hovedpersonen selv glæder sig til at give den gas

Mads Langer håber, du vil se med i aften!

Fredag aften skulle den danske hitmager Mads Langer have stået på scenen i K.B. Hallen foran 4500 forventningsfulde fans og give koncert.

Koncerten har udbredelsen af coronavirus sat en stopper for, men det har imidlertid ikke sat en stopper for Mads Langer.

Klokken 20 fredag aften giver han nemlig koncert kvit og frit her på ekstrabladet.dk for at skabe glæde og fællesskab i en tid, hvor coronakrisen fylder meget for de fleste.

Mads Langer spiller fredag aften klokken 20 live på ekstrabladet.dk. Foto: Henning Hjorth DK MusikNYT - 3. apr. 2020 - kl. 11:15 Kun på Ekstra Bladet: Kom til gratis livekoncert med Mads Langer

Med fredagens koncert får seerne en unik mulighed for at komme tæt på Mads Langer, der lige nu er aktuel med singlen '21:4'.

Under koncerten kan du som seer nemlig dele din begejstring, din interesse og dine spørgsmål med andre seere i vores liveblog. Samtidig kan du sende dine spørgsmål ind til Mads Langer, som han vil svare på hurtigst muligt efter koncerten.

Mads Langer selv glæder sig enormt meget til at spille for Ekstra Bladets læsere. Ifølge den 36-årige hitmager bliver det en spændende udfordring at spille en koncert fra et tomt K.B. Hallen, hvor et fysisk publikum ikke er tilstede.

- Jeg ser frem til koncerten med spænding og forventning, og også en smule nervøsitet. Det bliver spændende at stå i en kæmpestor tom sal og spille, hvor der ikke er noget publikum, der reagerer. Men først og fremmeste glæder jeg mig bare, især til at spille med mit orkester igen, siger Mads Langer til Ekstra Bladet forud for fredagens koncert.

Klokken 20 står Mads Langer klar til at spille på ekstrabladet.dk direkte fra K.B. Hallen. Foto: Sony
Klokken 20 står Mads Langer klar til at spille på ekstrabladet.dk direkte fra K.B. Hallen. Foto: Sony

Betyder meget
Ifølge Mads Langer har K.B. Hallen en særlig betydning for ham, og derfor glæder han sig også til at stå på scenen, selvom det bliver på en anderledes måde, end han oprindeligt havde planlagt.

- I en krisetid bliver man tvunget til at gøre tingene på andre måder. Og det her er så en af de sjove og anderledes ting, som er opstået i denne tid. Det er et venue, der betyder meget for mig. Det bliver selvfølgelig specielt at stå der uden mennesker, men jeg håber på at kunne suge noget energi fra alle de store navne, der har spillet der i tidens løb og få det ud gennem skærmene til publikum, lyder det fra Mads Langer.

Han håber, at han med koncerten kan være med til at bidrage til en følelse af fælleskab i en tid, hvor vi er tvunget til at blive hjemme og være sammen hver for sig.

- Jeg sagde først og fremmest ja, fordi jeg ved, at der er en masse mennesker, som skulle have været inde og se min koncert. Derfor synes jeg, det var helt oplagt. Og så synes jeg, at det med at det kunne blive i K.B. Hallen gjorde det ekstra sjovt. I disse tider, hvor vi allesammen sidder hver for sig, er det en gave, hvis man kan få lov til at samle folk, siger Mads Langer.

- Vi kommer til både at spille noget af mit nye, men også noget af det lidt ældre, lyder det fra Mads Langer. Foto: Per Lange DK MusikNYT - 2. apr. 2020 - kl. 09:41 Spiller i gabende tom K.B. Hallen

Påvirker personligt
Ifølge hitmageren kan man til fredagens koncert forvente, at han både spiller ny musik og en række af hans store hits, som vi kender fra radioen.

- Man kan forvente sig et orkester, der er i topform. Og man skal se med, fordi vi har gjort os rigtig umage. Der bliver god lyd og flotte billeder, og så tager jeg nogle af mine favoritnumre med, lyder det fra Mads Langer.

Han fortæller, at han selv på mange måder er blevet påvirket af coronavirus. Blandt andet har han været nødt til at aflyse en stor turné.

- Jeg er blevet nødt til at stoppe midt i min stort anlagte turné. Jeg ved, ligesom andre i min branche, ikke, hvornår vi kommer i gang igen under almindelige forhold. Personligt har det betydet, at jeg har sovet i min egen seng i tre uger i træk for første gang i ti år, og at jeg er blevet nødt til at sætte tempoet ned, siger han og fortæller, at det har fået ham til at tænke over, hvad der egentlig betyder noget for ham:

- Selvom jeg har været bekymret for alle de mennesker, som er syge og er i risikogruppen, så tror jeg også, at vi kan lære noget af det her. Jeg har i hvert fald lært noget i forhold til at sætte tempoet ned, som jeg håber, jeg kan tage med mig, når det hele åbner op igen, siger han og fortsætter:

 Se også: Gense The Sandmen-koncert her

- Vi lever i en verden, hvor vi hele tiden har travlt med at nå en hel masse, og hvor man godt nogle gange kan have en tendens til at glemme at dyrke det nære og hjemmelivet. Så i en tid som denne sætter man ekstra pris på de ting, som man nogle gange kommer til at tage for givet.  
For eksempel har jeg siddet og kigget på billeder og videoer fra min turne, som blev taget, mens den stadig var i gang. Og jeg bliver helt rørt over at se folk så glade, fortæller han.

Koncert med Mads Langer - LIVE på eb.dk fredag kl. 20

I en tid, hvor fællesskabet finder nye veje i det danske samfund, leder vi efter det, der forbinder os. På fredag har vi svaret. Mads Langer har i hele sin fantastiske karriere bevist, at han samler danskerne.

Mads Langer er en af Danmarks mest populære singer-songwriters. Han er på gaden med en ny single, '21:4', der er endnu en smagsprøve fra hans sjette album, der udkommer til efteråret.

Mads Langer debuterede tilbage i 2006 og har siden vundet et utal af priser og mange hjerter i sin fanskare. Med denne single beviser han, at han som sangskriver kan tumle med de helt store drenge. '21:4' er nemlig blevet til i samarbejde med en af komponisterne bag Beyoncés Grammy-vinder 'Halo' – E. Kidd Bogart.

Ved koncerten vil Mads Langer selvfølgelig spille '21:4', men vi kommer også til at nyde nogle af de numre, som har gjort ham til et af landets største navne.

Mads Langer skulle have spillet i en fuld K.B. Hallen på samme aften – en koncert, som er blevet rykket til 13. november. Men fredag står Mads med band og underholder for eb.dk-seerne i en nyopført og flot, tom sal.

Se også: Folk i ekstase: Se Dizzy-koncerten her

Koncerten med Mads Langer kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.

0 kommentarer
Vis kommentarer