Gratis livekoncert kun på Ekstra Bladet: - Det er helt crazy

Carpark North indtager fredag aften Parken, og Ekstra Bladets læsere kan helt gratis følge med i det, der uden tvivl bliver et brag af en koncert

Lydprøverne var en meget speciel oplevelse, forklarer bandet her. Video: Per Lange.

Mens coronavirussen har holdt det meste af Danmark lukket ned i halvanden måned, har Ekstra Bladet hver fredag aften været med til at sørge for, at der for en stund blev glemt alt om sygdom og isolation.

En række danske musikere og bands har her underholdt læserne på ekstrabladet.dk. Og fredag aften byder vi igen på et brag af en koncert. Helt gratis.

Her spiller Lau Højen, Søren Balsner og Morten Thorhauge, der siden 1999 har udgjort bandet Carpark North, nemlig en halv time direkte fra Parkens græstæppe.

De har spillet på nationalstadionet to gange tidligere - blandt andet i forbindelse med 'X Factor'-finalen i 2011 - men det er første gang, de skal spille deres egen koncert der. Og de forventer, det bliver en stor oplevelse, selvom der ikke kommer til at være fyldt med publikummer.

- Det er jo vores nationalstadion, og så er det jo mega smart, at man kan spille en fodboldkamp lige inden. Det var mest derfor, jeg sagde ja, griner Morten Thorhauge.

- Nu kommer vi også til at se en masse flotte stole, så det glæder jeg mig til, fortsætter han.

Se også: Dansk hit-trio går tilbage til rødderne

Lau Højen, Søren Balsner og Morten Thorhauge stiftede Carpark North i 1999. Foto: Olivia Loftlund
Lau Højen, Søren Balsner og Morten Thorhauge stiftede Carpark North i 1999. Foto: Olivia Loftlund

Helt crazy
Også bandets to andre medlemmer glæder sig til at have Parkens græs under fødderne.

- Jeg tror, det bliver skidesjovt at så helt alene på et stadion og give den gas. Vi har jo spillet stadioner før, og der gør man det lidt til lydprøven, hvor man står i en helt tom arena og spiller. Det bliver sjovt at prøve det nu, hvor vi samtidig ved, at det virkelig gælder, og at der sidder en masse mennesker derude og kigger på det, siger Søren Balsner.

- Det er jo en koncert, vi aldrig havde håbet, vi skulle lave. En koncert uden publikum er jo frygtscenariet for ethvert band. Men nu gør vi det, lyder det fra Søren Balsner.

Se også: Festen fortsætter: Kom til gratis Carpark North-koncert

Lau Højen fortæller, at det bliver helt specielt at gå på scenen uden et publikum direkte foran sig. Det eneste, der har mindet lidt om det, var når de i bandets allerførste år spillede for ti personer.

- Men selv det er jo slet ikke det samme, for der var ti mennesker. Det klassiske spørgsmål er jo, hvad forskellen er på at spille på en festival for 25.000 mennesker og en klub for 1000 mennesker? Der svarer man typisk, at det ene bliver til en masse, for så mange mennesker kan man ikke overskue på én gang, og det andet er lidt mere intimt, siger han og fortsætter:

- Men at gå fra 1000 mennesker til nul mennesker er helt crazy. Uden sammenligning. Man har ikke et publikum at forholde sig til, så vi skal i vores fantasi forestille os dem. Vi ved, de sidder der, men vi kan ikke se dem.

Forberedelserne til koncerten er i fuld gang i Parken. Foto: Per Lange
Forberedelserne til koncerten er i fuld gang i Parken. Foto: Per Lange
 

En frustrerende tid
Ligesom en lang række andre musikere er Carpark North i øjeblikket ramt hårdt af aflysninger og udskudte koncerter.

- Det er frustrerende, og det er frustrerende at høre på vores kolleger, der i højere grad tjener deres penge fra job til job, end vi gør, og som har svært ved at tjene nok penge til at betale deres husleje. Det gælder også for vores crew, og det er noget, der ligger os meget på sinde, siger Lau Højen og fortsætter:

- Det er jo mennesker, der havde planer om, at de i den næste periode skulle tjene en masse penge, som de kunne leve af i et par år. Og det er også inklusive os selv. Så det er en usikker tid for alle musikere, men lige præcis musikere og skuespillere er jo vant til ikke at tjene en fast månedsløn, så vi er vant til lidt usikkerhed. Jeg synes dog, at det lige nu er skruet op til det dobbelte.

Brian May og Adam Lambert vil ære sundhedspersonalet, der lige nu kæmper for coronaofres liv. Arkivfoto: Jim Young/Reuters INTL. MusikNYT - 1. maj. 2020 - kl. 16:10 Queen ændrer historisk hit

Morten Thorhauge slår fast, at vi i Danmark skal være taknemmelige for, at vi trods alt har det bedre end så mange andre. Og så kan krisen faktisk bringe noget positivt med sig for bandet, der har mere end 20 år på bagen og efterhånden har været vant til, at hver sommer bliver brugt på at turnere rundt.

- Når det bliver taget fra en, så kan man virkelig mærke, at man savner det. Man kan virkelig mærke, at man savner at spille. Det er jo helt klassisk, at det først er dér, man kan mærke, om man er ligeglad - og det er i hvert fald noget, vi ikke er, siger han.

Forsanger Lau Højen er klar til at råbe en helt tom Parken op. Foto: Per Lange
Forsanger Lau Højen er klar til at råbe en helt tom Parken op. Foto: Per Lange
 

Carpark North fortæller, at de havde mellem 25 og 30 jobs denne sommer, som nu ikke bliver til noget.

- De blev lige lagt ned en onsdag aften hos Mette Frederiksen. Vi har dog en arenatur til november, der stadig står, som det ser ud nu, og vi krydser fingre for, at den får lov til at stå, siger Søren Balsner.

I første omgang er det dog Ekstra Bladets læsere, der kan få glæde af Carpark North, som mandag har udgivet singlen 'Moments'.

Koncerten med Carpark North kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.

Morten Thorhauge er glad for, at han igen får mulighed for at larme bag trommerne. Foto: Per Lange
Morten Thorhauge er glad for, at han igen får mulighed for at larme bag trommerne. Foto: Per Lange