Hænger i tynd tråd: - Er det en joke?

Kalundborg Rock'er bliver sandsynligvis aflyst som følge af den store genåbningsplan

Få overblikket over genåbningsaftalen her

Musik-arrangementet Kalundborg Rock'er, som efter planen skal afvikles 14. august, hænger i en tynd tråd efter nattens færdigforhandlede genåbningsaftale.

- Er det en joke? Det er sgu godt nok nedtrykkende og deprimerende det her, siger presseansvarlig Johnny Elmelund, der dermed er helt på linje med sin kollega fra Vi elsker 90'erne, der også er rystet over de nye retningslinjer.

Årsagen er, at antallet af gæster til udendørs musikarrangementer mellem 1. og 14. august nu sættes ned fra 5000 til 2000.

- Vores udfordring er jo, at vi har planlagt alt og knoklet de sidste fire uger ud fra de retningslinjer, vi kendte. Vi havde måske endda håbet, at det gik den rigtige vej, og at vi kunne lukke folk ind i færre og større sektioner. Men vi havde aldrig nogensinde forestillet os, at vi skulle ned på 2000 mennesker. Nu kan vi så droppe det hele, da det slet ikke rentabelt for os, siger Johnny Elmelund til Ekstra Bladet.

Presseansvarlig for Kalundborg Rock'er finder den nye genåbningsplan for deprimerende læsning. Pr-foto
Presseansvarlig for Kalundborg Rock'er finder den nye genåbningsplan for deprimerende læsning. Pr-foto

Det giver ingen mening
Ifølge de nye retningslinjer må der alligevel ikke lukkes 5000 gæster ind til festival-arrangementer efter 1. august. I stedet forlænges ordningen med 2000 gæster frem til og med 14. august. Dagen efter skydes deltagerantallet så i vejret til 10.000.

- Det giver jo ingen mening. Det er fint nok, de banker den op på de 10.000, men kunne man da for fanden ikke bare holde den på 5000 indtil da, spørger Johnny Elmelund, som endnu ikke har overblik over, om årets udgave af Kalundborg Rock'er flyttes eller helt aflyses, hvis genåbningsplanen ikke ændres.

Partierne bag nattens genåbningsaftale oplyser, at de har har planer om at drøfte yderligere lempelser med branchen.

Du kan læse hele aftalen om yderligere udfasning af restriktioner her.

Nye retningslinjer for festivaler

14. juni:

Maksimalt 2000 deltagere i sektioner à 500

1. juli:

Maksimalt 2000 deltagere i sektioner à 1000

15. august

Maksimalt 10.000 deltagere i sektioner à 2500

Kilde: Aftale om yderligere udfasning af restriktioner mv. fra den 11. juni 2021

Alphabeat, der er på plakaten til Kalundborg Rock'er, står også bag årets mest omtalte slutrundesang. Her får du overblikket over dem alle: Fra seks stjerner til landsforræderi (+)