Den zambianskfødte rapper og sanger Karen Mukupa brød i gennem i 90'erne sammen med afdøde Natasja Saad i hiphop- og reggaegruppen No Name Requested, og udgav senere i 00'erne tre albums i eget navn, ligesom hun medvirkede på andre kunstneres numre.
Siden blev der mere stille omkring Mukupa, der i 2007 mistede hjerteveninden Natasja, som i mellemtiden var blevet en af Danmarks største artister - ligeledes i eget navn.
I de senere år har musikeren, der gennem 20 år har dannet par med tv-kokken Nikolaj Kirk, ikke været kendt for sine store musikalske meritter.
Men nu skal det være slut med at gemme sig, og faktisk var det netop Natasja, der fra graven på en eller anden måde hjalp Mukupa med at blive aktuel igen.
I 2020 var Karen Mukupa således med på et overraskende megahit, da holdet bag Natasja støvede nogle gamle uudgivne rapvokaler af og skabte nummeret 'Til Banken' - noget, der fik Karen Mukua til at øjne lys for enden af tunnellen rent musikalsk.
Det fortæller hun i ugemagasinet SØNDAG, hvor hun medvirker i et stort interview, idet hun snart udsender sit nye album 'Bonobo'.
- Takket være den fik folk øjnene op for, at jeg eksisterede endnu. Inden da kunne man godt mærke, at jeg var ved at glide ud og blive glemt. 'Til banken' gav mig håbet tilbage, siger hun og fortsætter i samme citat:
- Jeg tror, det er generelt for rigtig mange kvinder, når de bliver ældre, at de føler, de får mndre og mindre værdi. Og det ikke at føle sig værdifuld er nok noget af det sværeste for et menneske, udtaler Mukupa, som i år fylder 50.