Helt ufatteligt af Lukas Graham

HITLISTENYT: Popgruppens afsindigt succesfulde 'Blue Album' har nu tilbragt hele 300 uger på top 40

Lukas Forchhammer med kæresten Rillo Schwartz til gallapremiere på dokumentaren '7 Years of Lukas Graham' i fjor. Foto: Tariq Mikkel Khan
Lukas Forchhammer med kæresten Rillo Schwartz til gallapremiere på dokumentaren '7 Years of Lukas Graham' i fjor. Foto: Tariq Mikkel Khan

The Beatles har 'Det hvide album', Metallica har 'Det sorte', og Lukas Graham har 'Det blå'.

Sidstnævnte opnår en særdeles sjælden triumf i dag, hvor det runder ikke mindre end 300 uger på top 40.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det i dansk musikhistorie kun Rasmus Seebachs 'Ingen kan love dig i morgen', der tidligere har passeret 300 uger på listen. Albummet, som udkom i 2013, har 339 uger i top 40 og er i øjeblikket på 31. pladsen.

Lukas Graham i store problemer

'Blue Album' blev udsendt i juni 2015, og knap seks år senere er det imponerende nok nummer 15.

Succespladen indeholder singler som 'Mama Said', 'Strip No More' og naturligvis verdenshittet '7 Years'.

'Blue Album' har modtaget 12-dobbelt platin for en salgsscore på mere end 240.000 eksemplarer.

Bieber dominerer
På den aktuelle albumchart tager Justin Bieber en uge mere på førstepladsen med 'Justice', der forsvarer sidste uges absolutte topplacering.

Danmarks svar på det canadiske popidol, Christopher, får en skuffende start med sit nye album, 'My Blood', som dumper ind på 20. pladsen. Alle hans fire tidligere album har været i top fem.

Christopher er aktuel med karrierens femte studiealbum - de tre foregående har solgt til guld. Foto: Henning Hjorth
Christopher er aktuel med karrierens femte studiealbum - de tre foregående har solgt til guld. Foto: Henning Hjorth

Justin Bieber dominerer også singlelisten. Som i sidste uge er han både nummer et med 'Peaches' og to med 'Hold On'. Superstjernen har ganske usædvanligt otte sange i top 40.

Se den aktuelle danske singlechart og albumliste, der medregner streaming samt fysisk og digitalt salg, på hitlisten.dk

Alma Agger, som vandt sidste års 'X Factor', misser top 40 med singlen 'Uundgåelig'.

Lil Nas X, der fik enorm succes med 'Old Town Road', storhitter igen. Rapperens nye single, 'Montero (Call Me by Your Name)', er nummer et i USA og Storbritannien, men den må nøjes med 20. pladsen herhjemme.

Coveret til canadiske Justin Biebers aktuelle udspil, 'Justice', der tager en uge mere som nummer et i Danmark.
Coveret til canadiske Justin Biebers aktuelle udspil, 'Justice', der tager en uge mere som nummer et i Danmark.