Helt uhørt: Han ejer Danmark

HITLISTENYT: Ustoppelige Justin Bieber topper singlecharten og albumlisten for syvende uge i træk

Justin Bieber og hans kone, Hailey Baldwin, som han synger om på 'Justice'. Foto: Star Max/Ritzau Scanpix
Justin Bieber og hans kone, Hailey Baldwin, som han synger om på 'Justice'. Foto: Star Max/Ritzau Scanpix

Danskerne kan simpelthen ikke få nok af Justin Bieber.

Ganske enestående er det canadiske popidol nummer et på både singlecharten og albumlisten for syvende uge i træk.

Ifølge analysevirksomheden M&I Service, der udarbejder listerne for musikselskabernes brancheorganisationen, IFPI, så er det formentlig aldrig sket før, at en kunstner samtidig indtager toppen af begge charts så længe.

Justin Bieber ejer efterhånden albumlisten med 'Justice', mens han dominerer singlelisten med 'Peaches'.

Efter stjernens forrige album, 'Changes', var en kommerciel skuffelse på verdensplan, så har han fået oprejsning med 'Justice', der dog klarer sig markant bedre i Danmark end på de store plademarkeder.

I Storbritannien er 'Justice' nummer 13 efter at have peaket på andenpladsen. Albummet havde to uger som nummer et i USA, hvor det nu er på fjerdepladsen.

Fransk overraskelse
Det franske metalband Gojira skaber en mindre sensation ved at stå for ugens højestplacerede nyhed på den danske albumliste. Kvartettens 'Fortitude' brager ind på tredjepladsen, og gruppen scorer også top tre placeringer i blandt andet Australien, Finland og hjemlandet.

Efter 25 år som band konsolideres Gojiras gennembrud med sjettepladsen i Storbritannien og 12. pladsen i USA.    

Gojira markerer sig globalt med deres anmelderroste syvende album, 'Fortitude'. Foto: Gabrielle Duplantier
Gojira markerer sig globalt med deres anmelderroste syvende album, 'Fortitude'. Foto: Gabrielle Duplantier

Mens Gojira langt overgår deres tidligere bedrifter, så har Coco O. svært ved at leve op til fordums succes i spidsen for duoen Quadron. Sangerindens solodebut, 'It's a Process', dumper ind på 27. pladsen.

Magtens Korridorer har samme problem. Intet varer for evigt, men rockbandets nye album, 'Club Promise', holdt blot en enkelt uge i top 40.

Se den aktuelle danske singlechart og albumliste, der medregner streaming samt fysisk og digitalt salg, på hitlisten.dk

DJ Khaled danser direkte ind på førstepladsen i USA med 'Khaled Khaled', der må nøjes med femtepladsen i Danmark.

Blandt albummets mange gæster er i øvrigt en vis Justin Bieber.

Magtens Korridorers nye album debuterede på andenpladsen og var væk ugen efter. Foto: Universal
Magtens Korridorers nye album debuterede på andenpladsen og var væk ugen efter. Foto: Universal