Hjalmer: Uendelig stolt

Kim Larsens næstyngste søn har medvirket på hans allersidste plade

Hjalmer medvirker på sin fars allersidste album. Foto: Mogens Flindt
Hjalmer medvirker på sin fars allersidste album. Foto: Mogens Flindt

I overmorgen er det præcis et halvt år siden, at Danmarks nationalskjald Kim Larsen gik bort.

Men torsdag kunne Ekstra Bladet afsløre, at Larsens allersidste album, 'Sange fra første sal', udsendes i nat.

Albummet er - som navnet antyder - indspillet i sangerens lejlighed i Odense i selskab med hans mangeårige manager Jørn 'Ørn' Jeppesen, og hans næstyngste søn, Hjalmer.

Kim Larsen flankeret af sønnen Hjalmer og Jørn 'Ørn' Jeppesen pryder coveret af det nye album. Fotografen er hans kone, Liselotte.
Kim Larsen flankeret af sønnen Hjalmer og Jørn 'Ørn' Jeppesen pryder coveret af det nye album. Fotografen er hans kone, Liselotte.

Se også: Larsens enke afviser stjerne-instruktør

23-årige Hjalmer, der er gået i sin kendte fars musikfodspor, skriver om udgivelsen på sin Instagram-profil.

'Kære far.
Et af dine mottoer som du altid selv efterlevede var: "Hold stilen", og samtidig hadede du hysteri, og når noget blev for sentimentalt. Det og alt det andet, du på fornemmeste vis gav mig med videre, vil altid sidde dybt i mit hjerte, så selv om dagen i dag rummer alle tænkelige følelser, ved jeg, du præcis ved, hvad jeg og vi sidder med lige nu uden at uddybe det nærmere,' skriver han i sin hyldest til sin afdøde far.

'Jeg fortalte dig heldigvis, hvor uendelig stolt jeg er over at være med på den her plade, og at det altid vil stå som det største og smukkeste for mig,' lyder de rosende ord til Larsen.

'Tak fordi du altid satte barren så højt, og tak fordi jeg måtte være en del af det.'

Hjalmer Larsen (th.) i selskab med sin mor, Liselotte Kløvborg, og broderen Lui til premiere på musicalen 'Midt om natten'. Foto: Mogens Flindt
Hjalmer Larsen (th.) i selskab med sin mor, Liselotte Kløvborg, og broderen Lui til premiere på musicalen 'Midt om natten'. Foto: Mogens Flindt

'Sange fra første sal' er næsten udelukkende indspillet i Kim Larsens stue i Odense fra 29. april til 2. maj 2018 uden Larsens faste backingband, Kjukken.

Hjalmer udgav sit første sin første plade i februar 2017. Siden er det gået stærkt for den unge odenseaner. Tidligere på ugen kom det frem, at han skal spille på årets Roskilde Festival.

Han har tidligere forklaret, at han med vilje ikke spillede sin musik for sin far. Kim Larsen hørte derfor hans debutsingle første gang i radioen.

- Vi har sådan en gentlemanaftale om, at jeg styrer min butik, og min far styrer sin, forklarede han til TV 2 i 2017.

- Lige pludselig blev min single spillet i radioen, og så råbte min far efter min mor: 'Liselotte, er det ikke Hjalmer?' Det var det. Og han vidste det ikke før det.

Se også: Roskilde røber 32 nye navne

14 kommentarer
Vis kommentarer