Hymns From Nineveh: Fem plader der ændrede mit liv

Jonas H. Petersen om en håndfuld plader, der gjorde en afgørende forskel

Jonas H. Petersen, der mere eller mindre er synonym med Hymns From Nineveh, udsender fredag 26. februar dit fjerde album. (Foto: David Milo Davidson)
Jonas H. Petersen, der mere eller mindre er synonym med Hymns From Nineveh, udsender fredag 26. februar dit fjerde album. (Foto: David Milo Davidson)

Jonas H. Petersen er som sangskriver og sanger den absolutte frontfigur i Hymns From Nineveh, der ret usædvanligt har er kristent, spirituelt udgangspunkt, men ikke desto mindre fik pænt hul igennem allerede med debutalbummet fra 2011 lige som 'A Kid on the Beach' fra det tredje album 'Visions' (2013) blev et pænt radiohit. Nu er Jonas og kompagni så klar med deres fjerde album 'Sunday Music', der sendes på gaden 26. februar. Det følges op af en mindre danmarksturne, der begynder 8. april i Musikhuset i Aarhus. I den anledning har vi bedt Jonas om at pege på fem plader, der sat sig varige spor.

The Beatles: 'Abbey Road' (1969)

 - Jeg har mine tidligste erindringer fra Botswana i det sydlige Afrika, hvor jeg boede i fem år sammen med min familie, fra jeg var to til syv år gammel, før vi flyttede tilbage til Vestjylland. Min bror Martin havde 'Abbey Road' på bånd, og det er således, sammen med de afrikanske salmer, det tidligste musik, jeg erindrer at have hørt. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at høre de forunderligt smukke sange strømme ud af båndoptageren. Det er tidsmaskineagtigt at lytte til 'Abbey Road' i mine voksne år og tænke, at jeg har sanset dette værk så tidligt.

  - Og det er bevægende for mig at lytte til, fordi pladen minder mig om min familie og min barndom i et land langt herfra. Det er måske lidt sentimentalt, men sådan er det altså. Det er en fjern tids musik, som giver den der smerteligt smukke nærværende følelse af fravær, som et minde er. Og den minder mig på selve musikkens karakter - musikkens enestående evne til at knytte sig til vores følelser og sanser.

 

Morten Zeuthen: 'The Six Cello Suites BWV 1007 - 1012' (1994)

 - Cd’en med den danske cellist Morten Zeuthens fortolkning af Bachs fantastiske cellosuiter var en af de første plader, jeg ejede selv, og det er nok også det første album, jeg forbinder med forholdet mellem musik og min egen identitet. Der var ikke mange af mine klassekammerater i Vestjylland dengang, der hørte Bachs cellosuiter i deres fritid, kan jeg godt afsløre, og på den måde blev musikken på godt og ondt en verden, jeg havde for mig selv. Inde i musikken var der et stort følelsesunivers, som jeg kunne spejle mig i, og som jeg tidligt havde et behov for at udtrykke selv.

 - Jeg var begyndt til cello som 8-årig, og jeg oplevede, at jeg på celloen kunne udtrykke mine egne følelser - og jeg troede i øvrigt i mange år, at jeg skulle være cellist, når jeg blev stor. Derfor øvede jeg mig ihærdigt i at spille suiterne ligeså godt som Morten Zeuthen, men det var et nærmest nanoteknologisk præcisionsarbejde, som begyndte at frustrere mig, da jeg blev ældre og opdagede rockmusikkens videre rammer for og nemmere adgang til det ekspressive. Jeg opgav tanken om den klassiske karriere, men kærligheden til celloen og til Zeuthen-pladen brænder stadig som et arnested dybt i mig.

Se også: Troels Abrahamsen: Fem plader der ændrede mit liv

Radiohead: 'Kid A' (2000)

 - Radioheads 'Kid A' var min månerejse ind i rockmusikken. Jeg købte pladen for mine konfirmationspenge sammen med nogle andre cd’er, som jeg af forfængelighedsgrunde ikke vil nævne her - lad mig blot sige, at 'Kid A' fortrængte de andre plader ret hurtigt. Futuristsk, dystert, mystisk, et komplekst og komplet univers. Det var som at lytte til fremtiden, syntes jeg, og den følelse får jeg stadig, når jeg lytter til den. Jeg havde tre sanglærere, da jeg begyndte at spille i band i gymnasiet: Jeff Buckley, Chris Martin og Thom Yorke. De har alle tre en rimelig vild falset tilfælles, og det ville jeg også gerne have, så jeg øvede mig i at tage de helt lyse toner ved at imitere deres forskellige teknikker. Det blev til mange timers gjalden på teenageværelset. Den tid tænker jeg også på, når jeg hører 'Kid A', ligesom jeg tænker på en sang, jeg skrev, der hedder 'A Kid on the Beach', som i titlen bærer en lille taknemmelig hilsen til Radioheads mesterværk.

 

Sigur Rós : '( )' (2002)

 - Jeg fik parentes-albummet med islandske Sigur Rós nogenlunde samtidig med, at jeg købte min første iPod, da jeg gik i 1. G. Det var rimelig revolutionerende og helt vildt magisk for mig at kunne tage dette album med ud i den vestjyske natur og på den måde sanse verden gennem musikken - verden blev en film. Pladens ordløse melankoli drev som en tåge lige ind i sjælen på mig og mine gymnasievenner, den var perfekt til lange nætter med store røgringedrømme i provinsen. Pladen blev også mit første og hidtil eneste møde med grafitti: Jeg og min ven Nikolaj Paakjær, som i dag spiller i Hymns, gik rundt og tegnede parenteser rundt omkring på vores gymnasium. Vi var nogle søde vandaler, så jeg tror mest bare vi tegnede med kridt og blyant - men parenteserne symboliserede en bevægelse, et musikfællesskab og en identitetsfølelse, som var larger than life. ( )!

Se også: Jacob Bellens: Fem plader der ændrede mit liv

Bob Dylan: 'The Freewheelin’ Bob Dylan' (1963)

 - Jeg begyndte at høre Dylan, da jeg flyttede hjemmefra i slutningen af mine teenageår. Jeg var midt i en personlig og kunstnerisk krise. Der var nogle vintermåneder, hvor jeg ikke lavede så meget andet end at sidde og stirre ind i en væg og høre denne plade. Pladen blev en tilstand for mig, en renselse, en nulstilling. Dens ikoniske sange formår med meget få komponenter at skabe et meget stort og meningsfyldt nærvær. Jeg brugte denne Dylan-plade som afsæt til at søge ind i DNA-kernen af min sangskrivning, da jeg startede med at skrive de første sange til Hymns from Nineveh i 2007.

 - 'The Freewheelin’ Bob Dylan' minder mig om en tid, hvor tingene begyndte at samle sig for mig, og jeg fik en idé, som jeg kunne leve for, og pladen er stadig med til at skabe jordforbindelse i min verden, når tidsånden svæver randomiseret forbi.

 

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.D-A-D: 'A Prayer for the Loud' (Mermaid-album/Ude 31. maj)
2.Black Mountain: 'Destroyer' (Jagjaguwar-album/Ude 24. maj)
3.Buddy & Julie Miller: 'Breakdown On 20th Ave. South' (New West-album/Ude 21. juni)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Tue Track: 'It Crawled Outta My Hand, Honest!' (72 Voksenmusk-ep/Ude nu)
2.Drugdealer: 'Raw Honey' (Kemado-album/Ude nu)
3.The Tallest Man On Earth: 'I Love You. It's a Fever Dream' (Birds-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere