- Det var fuldstændig vanvittigt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Ekstra Bladets praktikant er for første gang nogensinde - både som journalist og civil - taget til festivalen Copenhell, hvor 35.000 metaldyrkere giver den gas til hård musik og nyder det danske sommervejr med fadbamser og højt humør.
Og der er ingen tvivl om, at der er tale om et kæmpe kulturchok.
For hvor vildt kan det egentlig gå for sig på den københavnske festival på Refshaleøen, når massevis af 'die hard'-musikelskere iført sorte klæder med tatoverede kroppe, lange skæg og farvet hår befinder sig tættest på festlighederne?
Ekstra Bladets reporter tog en tur forbi moshpitten til koncerten med det amerikanske band Knocked Loose for at finde ud af det og fik sig i den grad én på opleveren.
Moshpitten er det område foran scenen til eksempelvis en metalkoncert, hvor de tilstedeværende hopper op og ned, danser voldsomt og skubber til hinanden.
For mange vil det nok være utænkeligt, at man kan hygge sig på den måde. Der var virkelig hårde skub, og flere i moshpitten blev væltet omkuld. Men de nød det. De elskede det faktisk.
Artiklen fortsætter efter billederne ...
En bestemt zone
Godt 20 minutter inde i koncerten skulle man pludselig skubbe til hinanden i en stor rundkreds, circle pit.
Det føltes først lidt mærkeligt at løbe sådan rundt i cirkler og skubbe til folk, men musikken gav anledning til den aggressive form.
Pludselig stod en mand på nok over de 100 kilo foran Ekstra Bladets udsendte. Han havde ild i øjnene og lignede en, der ville have væltet selv den mest erfarne moshpitter omkuld, hvis ikke man nåede at tage flugten.
I stedet fik en anden mand på samme størrelse som Ekstra Bladets reporter en hård hilsen med på vejen.
- Sådan! Det er sådan, det skal være, lød ordene fra denne mand, mens han væltede ind i en anden. Han elskede det også.
Det virkede til, at metaltilhængerne på en måde havde mistet forbindelsen til verden. De var i en bestemt zone, hvor kroppen førte an, og hjernen var slukket.
Ekstra Bladets udsendte kunne ikke helt finde denne zone der i sine cowboybukser og hvide trøje side om side med metalelskerne i de sorte klæder.
Kærlighed og krammere
De ellevilde fans lignede da også nogle, der godt vidste, at det var første gang, denne reporter fik en tur i moshpitten. Så der blev taget hensyn og vist kærlighed - også til andre - og hvis en eller anden blev væltet omkuld, blev vedkommende hjulpet op igen.
Der var også dem, der stod så tæt på scenen, man kunne komme. De hyggede sig bare. Uden skubberi.
Moshpit handler nok om at være aggressiv og tage de hårde toner ind i sindet og bare slå sig løs. Gjorde man det, blev man elsket - der var nemlig skulderklap og krammere, selvom deres alkoholpromille var tårntøj.
Surfede på publikum
Det er blevet set utallige gange, at man kan surfe på publikum til disse typer koncerter. Hvorfor ikke bare få en tur, når muligheden var der?
Ekstra Bladets udsendte tog chancen og blev båret op af to unge gutter med hovedet først. Og så var det ellers bare at surfe rundt i moshpitten på publikum, og alle elskede det, for stemningen blev kun vildere af det.
Moshpitten på Copenhell var en vanvittig oplevelse, og Ekstra Bladets reporter er nok en smule glad for at slippe levende derfra. Skulle det prøves igen, skulle det være med en hjelm.
Men der er andre, som klarer sig fint uden. Som skubbes i jorden og rejser sig op igen. Og det skal de have lov til. De hygger sig nemlig og træder ind i en verden, som mange nok ikke kan spejle sig i.
Og det skal de have lov til. De elsker det.
Uheldig dansk stjerne: Brækkede foden til Metallica
Se billederne: Rosendahls vilde fortid