ROSKILDE FESTIVAL anno 2017 vil blive husket for en ting: Ingenting. DMI tog fejl af regnen, der først rigtigt blev til noget på tredjedagen, men de store oplevelser på Orange kom til gengæld aldrig.
ÅRETS MUSIKPROGRAM var tyndt som et billigt regnslag. The xx overraskede dog med en flot aftenkoncert torsdag, mens Foo Fighters serverede munter cirkusrock sent fredag. Både Dave Grohls partyband og Roskildes anden massive publikumsmagnet, The Weeknd, fik imidlertid delvist ødelagt deres sæt af lav lyd.
Håbløst: Roskildes topnavn saboteret
DEN HARMLØSE volumen er blevet et tilbagevendende problem på Dyrskuepladsen. Når man har arrangeret festival siden 1971, burde der vel efterhånden være styr på en detalje som at publikum kan høre hovednavnene.
ORANGE ER STADIG Roskildes forvoksede problembarn. Festivalen formår simpelt hen ikke at besætte megascenen, og denne sommer fyldte Guns N’ Roses og Depeche Mode forfærdelige Parken, mens drømmenavnet Eminem optræder i England og Radiohead tog til Jylland.
Jesus! Sensationel triumf i Parken
I MANGEL AF BEDRE sendte Roskilde i stedet The Savage Rose og Seun Kuti op på Orange. Publikum kunne have været i et villatelt. Gymnasieeleverne gad i hvert fald ikke se hverken 50 år gammel beatmusik eller afrobeat med legendeblod i årerne.
FOR ROSKILDES kernepublikum er festivalen først og fremmest en rustur, hvor man hellere drikker sig i hegnet på campingpladsen end går gennem hegnet til pladsen, hvor musikken spiller. Det er ikke ualmindeligt at møde teenagere, som tumler i soveposen uden at have overværet en eneste koncert i løbet af dagen. Nul.
TIL GENGÆLD PISSER de forældrenes penge væk, mens mindre ubekymrede pantsamlere af anden etnisk herkomst indædt støvsuger pladsen med stålsatte blikke. Det er et uværdigt syn, der får festivalens fokus på ’kulturel lighed’ til at fremstå pinagtig. Velkommen til virkeligheden, hippier.
ROSKILDES BERØMTE ånd tonede frem flere gange under Foo Fighters, men generelt er fællesskabsfølelsen fordrevet fra smatten af den marcherende selfiementalitet. Der er alt for lidt, der holder sammen på sammenholdet, og få ting er mere trøstesløse end at stå i støvregn blandt 130.000 mennesker og mærke, vi ikke har en skid tilfælles.
