- Jeg har måttet forlade de kreative erhverv til fordel for mine børn, simpelthen. Sådan har jeg i hvert fald haft det, fordi jeg ikke har haft temperament til at lade mine børn sove under sædet i tourbussen.
Siger Sara Indrio og slår en høj latter op i telefonen.
De fleste kender hende fra rollen som kokken Giulia i Lone Scherfigs succes-film 'Italiensk for begyndere', men den 41-årige halvt italienske, halvt danske kvinde er også sanger og musiker.
Første plade i 10 år
Begge dele har dog været sat nogenlunde på pause i en del år, hvor det kun er blevet til et par side-projekter og lidt turne-virksomhed med Niels Hausgaard.
Forklaringen er, at hun har fået to børn med manden Jeppe, der er arkitekt - datteren Emmalou på syv år og sønnen Oliver Mio på tre.
Niels Hausgaard: Ikke kun for sjov
Men nu er hun klar til at genoptage musik-karrieren i eget navn, og hun har netop udsendt sit tredje solo-album, 'Blodrød Måne', det første siden 'While we Dream' for en halv snes år siden.
Forinden havde hun nogle år tidligere lavet pladen 'Dark Clouds Silver Linings'.
Den nye plade har et akustisk lydbillede med referencer til vise-traditionen og jazz - selv kalder hun det jazz/pop - og hun fortæller i sangene om sin generation, der på den ene side har været 'meget priviligeret, på den anden er kørt lidt af sporet'.
Toget kørt af sporet
- Vores forældres generation var meget politisk aktive og engagerede i samfundet, hvor min har kigget meget indad, og når man så løfter blikket, så ser man, at toget er kørt et sted hen, man egentlig ikke synes om.
- Kan du være mere konkret?
- Ja, den højredrejning... nej, lad mig kalde det polarisering med hårdt optrukne linjer i hver ende, det synes jeg da er et bekymrende scenarie.
- Men samtidig kan man sige, at vi har mere tid sammen med vores børn end før. Så det er hele tiden den blanding af, at man står med nogle enorme privilegier, men måske ikke altid har brugt dem til det rigtige.
- Hvad er dine forventninger til salg af pladen?
- Det, jeg håber allermest, det er, at jeg kan komme i dialog med et publikum. At nogen derude kan få glæde af den, og at det får dem til at ønske at se mig til koncerter. Det er mit succes-kriterium, siger Sara Indrio, der er ved at samle bookinger sammen til en decideret turne i efteråret.