Jacob Andersen er død

Jacob Andersen blev kun 60 år

Sneakers blev dannet i 1976. På billedet ses Christian Dietl, Mikkel Nordsø, Klaus Menzer, Sanne Salomonsen, Jacob Andersen og Morten Kærså. Foto: Ritzau Scanpix
Sneakers blev dannet i 1976. På billedet ses Christian Dietl, Mikkel Nordsø, Klaus Menzer, Sanne Salomonsen, Jacob Andersen og Morten Kærså. Foto: Ritzau Scanpix

Percussionisten Jacob Andersen er død i en alder af 60 år.

Jacob Andersen afgik pludseligt ved døden lørdag morgen 27. marts 2021. Det bekræfter hans datter overfor Ekstra Bladet.

Den 60-årige percussionist var noget af et musisk talent og står bag nogle af dansk musiks største succeser og har dermed arbejdet med nogle af Danmarks største kunstnere.

Han har siden 2005 spillet op til dans i TV2-programmet 'Vild med Dans', hvor han blandt andet har spillet på slagtøj i husorkesteret 'The Antonelli Orchestra'.

I 2017 var Jacob Andersen den næst mest spillede kunstner i Danmark. Det skrev Gramex i 2018. Den høje placering på listen skyldes, at musiklegenden har produceret, skrevet og spillet for mange af de største danske kunstnere som Sneakers, Sebastian, Lars H.U.G., Dodo & The Dodos, Shu-bi-dua, Ray-Dee-Ohh og Michael Falch.

Jacob Andersen stod bag mange af dansk pop- og rock-histories største numre. Foto: Ritzau Scanpix
Jacob Andersen stod bag mange af dansk pop- og rock-histories største numre. Foto: Ritzau Scanpix

Den 60-årige musiker var en del af trioen Danseorkestret sammen med Jørgen Klubien og Rasmus Kærså, som står bag megahittet 'Kom tilbage nu' og 'Regndans' fra 1986.

Jacob Andersen har været med på en lang række af Danmarks topmusikeres indspilninger siden 1970'erne indtil sin død.

Jacob Andersen under en koncert med Hanne Boel på Smukfest i 2018. Foto: Per Lange
Jacob Andersen under en koncert med Hanne Boel på Smukfest i 2018. Foto: Per Lange