Jan Sonnergaard: Fem plader der ændrede mit liv

Den romanaktuelle forfatter fortæller om en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Jan Sonnergaard udsender 15. oktober romanen 'Frysende våde vejbaner'. (Foto: Robin Skjoldborg)
Jan Sonnergaard udsender 15. oktober romanen 'Frysende våde vejbaner'. (Foto: Robin Skjoldborg)

Torsdag 15. oktober udkommer den 52-årige forfatter Jan Sonnergaards sjette bog, romanen 'Frysende våde vejbaner', hvor musikken igen spiller en ikke uvæsentlig rolle, lige som den har gjort det mange andre steder i forfatterskabet. Og i Sonnergaards liv. Vi har i den anledning bedt ham pege på fem album, der har sat sig varige spor.

1. The Beatles: 'Help' (1965)

 - 'Help' er nok ikke Beatles´ bedste album, men det var det første, jeg købte af dem - og den første lp, jeg købte overhovedet. Det er et fabelagtigt album med en ret ekstrem spredning af genrer og musikstilarter, fra den Dylan-inspirerede 'You´ve Got to Hide Your Love Away' over country i 'Act Naturally', ballader i 'Yesterday' og regulær rock'n'roll i 'Dizzy Miss Lizzy'. Jeg var vel ni år gammel eller sådan noget, og havde fået sparet noget op af mine lommepenge over en lang periode. Og så en dag fik jeg endelig råd til at gå ned og købe den i Fona på Virum Torv.  Dette blev starten på betagelse grænsende til det monomane. Beatles var i mange år simpelt hen målestokken for al anden musik: Var det næsten lige så godt som Beatles eller var det noget lort? Min intensive daglige gennemlytning af diverse Beatles-albums havde også den bieffekt, at jeg lærte mig et godt engelsk. Her var det også Beatles, jeg støttede mig til hvis jeg kom i tvivl om udtalen af et ord.

 - Dengang var der ikke den tåbelige disciplinering af folkeskolebørn, som der er i dag. Dengang kunne man pjække fra skolen og sidde i et eller anden kælderværelse hos en klassekammerat og høre lp´er og derved blive bedre til engelsk og få kendskab til poesi. I dag skal de arme stakler jo nødvendigvis opholde sig på skolens område hele dagen lang. Dét lærer man sgu ikke engelsk af i den alder. Det lærer man kun, hvis man hører meget rock'n'roll og læser mange amerikanske tegneserier.

 

2. The Velvet Underground & Nico: 'The Velvet Underground & Nico' (1967)

 - Velvet Undergrounds debutplade fra 1967 holder stadig fuldstændigt, selv for mig, der vel har hørt den mindst 900 gange. Der er stadig noget meget opløftende og kunstnerisk givende ved den, også selvom emnerne jo stort set alle er dystre og uhyggelige. Der er energien, der er enkeltheden og der er alle referencerne, det er i grunden en meget kunstnerisk plade på mange niveauer, og det blev da også min indgang til pop art og måske moderne kunst i det hele taget. Alle de litterære referencer inspirerede mig meget, også idéen om at en kunstmaler da sagtens kunne producere en rockplade, som da sagtens kunne indeholde sangtekster om litterære klassikere som Sacher-Masochs 'Venus im Pelz', og at rocktekster behøvede ikke være poesi, de kunne også være en form for ekstremt fortættet prosa, næsten små historier. De behøvede i særdeleshed ikke handle om kærlighed og hvis de gjorde det, var det kun i den pervereterede form, parafilier som sadisme eller masochisme. Pladen demonstrerede og demonstrerer stadig, at man ikke behøver holde sig til konventioner, man kan sagtens producere kunst om det, alle andre betragter som lavt og uværdigt. 'Different colours made of tears'...

Se også: Søs Fenger: Fem plader der ændrede mit liv

3. Fehlfarben:  'Monarchie und Alltag (1980)

 - En mørk og kold vinterdag i starten af firserne fandt jeg et mærkeligt cover nede hos Freddie og Martha i pladeforretningen Gry i Pisserenden. Coveret var uelegant og trist, det forestillede facaden på en grim lejekaserne med en plakat, hvor der stod '50 Millionen Fernseh Zuschauern könnnen sich nicht irren', altså: 50 millioner fjernsynsseere kan ikke tage fej. Det var vist en reklame for en eller anden tv-station, og formodentlig det, der dannede grundlag for firser punk-sloganet: 50 millioner fluer kan ikke tage fejl, æd lort! Pladens paranoia og desperation, dens angst og energi var uovertruffen, jeg havde aldrig hørt noget lignende. Og så bandets brug af saxofoner! Jeg fulgte op med masser af andre plader med den tyske new wave, som egentlig var en ret unik genre, der sådan set ikke mindede så meget om de andre landes nye bølger. Det nærmeste, Fehlfarben lagde sig op ad var vel Theatre of Hate, men så det det igen alligevel noget helt andet. Et meget, meget væsentligt firseralbum, et vidnesbyrd om hvordan dagliglivet også kunne være midt i firsernes angst og fremmedgørelse, midt i den sidste etape af Den Kolde Krig.

 

4. Joy Division: 'Unknown Pleasures' (1979)

 - Jeg er formodentlig blandt de tyve første i landet, der købte dette legendariske mesterværk. Jeg havde læst anmeldelsen af Anders Rou Jensen i Information, som blev bragt samme dag som pladen udkom. Og selvsamme dag tog jeg ind til pladeforretningen Bristol på Strøget og anskaffede mig den. Og den fængede omgående, forfærdelig og skræmmende og uhyggelig som den var. Brugen af bas, brugen af ekko, den tonløse og hypnotiske forsangers stemme, al den gru man kunne høre i Curtis stemme... Det gjorde, at pladen skræmte livet af mig. Og det gør den stadig. Men der er noget smukt over den alligevel, og så virker den paradoksalt. Forstået på den måde, at jeg tit har brugt den til at jage min egen eventuelle frygt og angst væk. I mange år var det den, jeg hørte når jeg var depressiv over et eller andet. På med pladen, ned med rullegardinerne, op med lydstyrken. Og efter de 45 minutter, pladen varer, er du kommet ud på den anden side igen, og forstår nu, at dine problemer sådan set er små og ubetydelige. I hvert fald i forhold til det rædselsunivers, pladen skildrer. Det kan blive værre, det kan blive meget værre.

Se også: John Grant: Fem plader der ændrede mit liv

5.  Diverse: 'The Judgement Day - The Mayday Compilation Vol. III' (1993)

 - Det er som om undergrundens levetid er blevet kortere og kortere. Rock'n'roll var måske provokerende og farligt i 20 år, hippiemusikken og syrerocken var måske anstødelig for småborgerskabet i 15 år og punken i ti. Så var de opslugt af mainstream og blevet uskadeliggjort. Technoen er efter mine beregninger sidste gang, man så en egentlig subversiv undergrund, som skræmte normalborgerne og bekymrede myndighederne. Sin status som farlig og undergravende havde den måske i fem år, hvis vi regner det højt.

 - Skræmmende var mange af disse koncerter, som jeg gik til adskillige af, dengang jeg boede i Berlin. Kælderdiskoteket Tresor i Østberlins forfaldne Leipziger Strasse var en skræmmende oplevelse, diskoteket lå 20 meter under jorden i et lokale, der lugtede muggent og som hurtigt blev meget fugtigt af dunsten fra de dansende mennesker. Det samme var Wahlfisch og de forskellige begivenheder i gamle, nedlagte fabriksbygninger og lagre, hvor musikken tordnede ud i en formidabel lydstyrke med en bas så voldsom, at man rent fysisk kunne mærke den i mellemgulvet, med røg og stroboskoplys, som fik én til fuldstændigt at miste orienteringen og fornemmelsen af tid og rum. Og folk, der var fuldstændigt opslugt af sig selv og musikken og på ingen måde kommunikerede med andre, sikkert fordi de fleste var på Ecstasy eller andet guf. Musikken var iøvrigt også i sig selv hallucinerende. 'Mayday'-pladerne er fantastiske og bringer mig stadig i en helt speciel stemning og tilstand, også selvom jeg ikke har indtaget noget som helst. På en måde er hardcore-technoen syrerockens arvtager.

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Fu Manchu: 'Clone of the Universe' (At the Dojo-album/Ude 9. februar)
2.The James Hunter Six: 'Whatever It Takes' (Daptone-album/Ude 2. februar)
3.Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS-album/Ude 9. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Black Rebel Motorcycle Club: 'Wrong Creatures' (Vagrant-album/Ude nu)
2.Mac DeMarco: 'Another (Demo) One' (Captured Tracks-album/Ude nu)
3.Sidney Gish: 'No Dogs Allowed' (Self-released-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen