- Jeg vil ikke være 'X Factor'-Dan

På fredag i næste uge udkommer Dan Laursens første single. Og sangeren vil ikke huskes som ham fra 'X Factor'

Dan Laursen var rørt over, at der var mange seere, som støttede og stemte på ham

Hele Danmarks 'X Factor'-darling Dan Laursen bruger al sin fritid nede i studiet i de her dage. Det gør han, fordi han på fredag i næste uge udkommer med sin allerførste single.

En single, Dan Laursen ikke vil røbe navnet på endnu.

- Der er to navne, jeg jonglerer mellem lige nu. Men jeg aner ikke, hvilket et det bliver, fortæller han til Ekstra Bladet.

Men én ting ved han. Han vil ikke huskes som ham fra 'X Factor'.

- Jeg vil ikke være 'X Factor'-Dan. Jeg vil være artisten Dan Laursen, siger han og fortsætter:

- 'X Factor' brugte jeg, så folk lærte, hvem jeg var. Nu er det videre derfra som solist.

Drømmer om musikken
Når Dan Laursen ikke skråler sine egne toner i fritiden, arbejder han som IT-konsulent. Men det er ikke cyberspace, han drømmer om.

- Hvis jeg kunne leve af musikken, ville jeg gøre det. Det er der ingen tvivl om, fortæller han og uddyber:

- Det må du bare ikke fortælle min chef, griner han.

Og singlen er ikke det eneste, den måske kommende hitmager har på nodestativet. Han går nemlig og pønser på tanken om at lave et album.

- Nu ser jeg lige, hvordan folk modtager min single. Men det er klart, jeg gad virkelig godt lave et album.

Dan Laursen har i øvrigt helt selv skrevet singlen, der udkommer på fredag.