Jomi Massage: Fem plader der ændrede mit liv

Koncertaktuelle Signe Høirup Wille-Jørgensen alias Jomi Massage fortæller om en håndfuld skelsættende musikalske møder

Signe Høirup Wille-Jørgensen har gennem tre årtier på konsekvent vis udfordret både sig selv og sit publikum. (Foto: Finn Frandsen)
Signe Høirup Wille-Jørgensen har gennem tre årtier på konsekvent vis udfordret både sig selv og sit publikum. (Foto: Finn Frandsen)

Signe Høirup Wille-Jørgensen har siden debuten med Murmur i 1994 været et væsentligt navn på den mere grænsesøgende del af den danske musikscene - det seneste årti primært under kunstnernavnet Jomi Massage - og siden 2013 har hun også haft pladeselskabet The Being Music. De kommende uger kan man høre hende i forskellige konstellationer: 10. februar spiller hun som Jomi Massage (sammen med bl.a. Luke Sutherland) i Koncertkirken på Blågårdsgade i København, 13. februar er hun dj på Statens Museum for Kunst i forbindelse med FROST festival, 14. februar spiller hun sammen med Speaker Bite Me til afskedsfesten for PB43 på Amager og 20. februar kan man igen opleve hende som Jomi Massage i Brorsonkirken - denne gang solo.

I den anledning har vi bedt Signe fortælle om fem  af de plader, der har fungeret som væsentlige pejlemærker på hendes vej ind i musikkens forunderlige verden.

Sonic Youth:  ’Goo’ (1990)

 - Denne plade ramte mig under de bedste vilkår. Jeg var 17 år og nyforelsket. Jeg havde jo hørt, nydt og dyrket musik før. Vokset op med al den gode, gamle rock som Doors, Beatles og Led Zeppelin. Barndommens weekendseancer med familien, hvor vi skiftedes til at bestemme numre og dansede til Shu-bi-dua og Mike Oldfield. Mit værelses skiftende plakater og ditto musik. Ren idoldyrkelse af Culture Club, Nena og den sidste, David Bowie. Men al denne musik havde sin helt egen eskapistiske og drømmende karakter. Da jeg en aften lå på et festligt gulvtæppe i Herlev med den nye kæreste ved min side, satte han Sonic Youth på og alting faldt på plads. Her var en musik, der lød, som jeg havde det. Ikke som jeg gerne ville have det eller drømte om at have det. Det lød som mit liv, og jeg vidste at jeg var på rette vej. Det var ren fryd.

Se også: Steen Jørgensen: Fem plader der ændrede mit liv

The Breeders: ’Pod’ (1990)

 - Ja, 1990 var året, hvor jeg fandt ud, af hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Dette album nærmer sig en åbenbaring, og gjorde at jeg begyndte at drømme musik. Jeg hørte pladen og for første gang gik mit hoved i gang med at analysere musikken. Som en mekaniker gik jeg i gang med at skille delene ad. Lyden var så rå, men jeg bildte mig ind, at jeg kunne høre at den måtte være optaget omringet af træ. Alt var så blødt og samtidig skurende råt. Og simpelt. Det var de tanker, der gjorde, at jeg ringede til en veninde og spurgte om vi ikke skulle lave et band. Jeg forstod, hvor simpelt man kunne angribe det og angrebet blev der så.

 

Tom Waits: ’Swordfishtrombones’ (1983)

 - Så var der endelig en blues, der var til at forstå. Mit første møde med Tom Waits var egentlig ’Frank’s Wild Years’ og den plade kunne ligeså godt have været på denne liste. Men jeg vælger sværdfisken, fordi den plade gav mig så meget håb. Jeg fik det for eksempel godt med guitarsoloer igen, efter at have at have fået en absolut 60'er/70´er-rock overdosis. Jeg mødte min barndoms marimba igen, men denne gang osede den af sex. Den generelle rytmik, der aldrig helt kan bestemme sig for om det skal svinge eller holde fast i sin maskinelle aggression. Overfor rytmegruppen stod så alskens instrumenter af den åndende slags. Horn, trædeorgel og sækkepiber. Jeg har stadig fornemmelsen af, at disse instrumenter overtager mit åndedræt, når jeg hører den her plade. Og så er Tom Waits en af mine yndlings historiefortællere. Sådan en hvor man lærer teksterne udenad. Ligesom da man var lille, og bare gerne ville giftes med Boy George. 

Se også: Per Vers: Fem plader der ændrede mit liv

Joni Mitchell: ‘Hissing of Summer Lawns’ (1975)

 - Åh Joni. Joni, Joni... hun er min Bob Dylan. Der findes plader, som jeg altid kan sætte på. Hvor rækkefølgen af numrene aldrig sætter sig helt fast. Hvor det hele flyder som en harmonisk strøm. Hvor jeg ved hver gennemlytning hører en ny detalje. Jeg ved faktisk ikke, hvornår jeg hørte den første gang, men jeg ved, at den bekræfter livet, hver eneste gang jeg høre den. For mig er det en fuldstændig tidløs plade, der gør mig stille, ydmyg og helt blid og lykkelig. Tænk engang at skrive sådan et værk, så fuld af inspirationer fra diverse musikalske genrer, og en tekstskrivning, der hopper rundt i historien og alligevel formidler så vedkommende. Det er så smuk og uforudsigelig sangskrivning, samtidig med at numrene glider ind i sjælen, som om de altid har boet der. Tak Joni, siges der ud i luften. Tak.

 

Robert Wyatt: ’Shleep’ (1997)

 - Det her er jo en af mine største helte. Han er lige gået på musikalsk pension for at hellige sig sit politiske sind. Fuld respekt, men hvor vil jeg savne nye toner fra denne mands unikke vej igennem jazz, plastik og kommunisme. Blandt andet. Da jeg hørte dette album, blev jeg simpelthen så overrasket over, at jeg kunne lide det. Jeg kendte hverken Robert Waytts gamle orkester Soft Machine eller hans tidligere soloplader. Dette var det første møde, og jeg husker at have et lettere indvendigt grineflip over mine tanker, der kørte i ring: ’Nu er jeg blevet voksen/jeg kan lide voksenmusik’. Jeg havde det, som om jeg nu havde mødt en komponist, der formåede at frabede sig enhver form for attitude og blot lade sit intellekt og sin musikalitet være primus motor for at skabe noget, der lyder som om, det kommer fra et andet sted. Nemlig dét sted vi komponister og musikere har det med at befinde os. Der hvor vi kan se det hele oppefra og ned. Perspektivgiver er han, Robert Wyatt, og hans stemme har sin helt egen blide, trompeterende klang. Hans melodistemmer vil forfølge mig til min grav, er jeg sikker på.

Se også: Kira Skov: Fem plader der ændrede mit liv

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Bonnie 'Prince' Billy: 'I Made a Place' (Domino-album/Ude 15. november)
2.DJ Shadow: 'Our Pathetic Age' (Mass Appeal-album/Ude 15. november)
3.Six Organs of Admittance: 'Companion Rises' (Drag City-album/Ude 21. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.White Denim: 'In Person' (Radio Milk-album/Ude nu)
2.Michael Kiwanuka: 'Kiwanuka' (Polydor-album/Ude nu)
3.Vetiver: 'Up on High' (Loose-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere