Jonas fra Blaue Blume: Fem plader der ændrede mit liv

Albumaktuelle Jonas Smith om en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Jonas Smiths lyse, intense vokal er en markant del af Blaue Blumes lydbillede. (Foto: Polfoto)
Jonas Smiths lyse, intense vokal er en markant del af Blaue Blumes lydbillede. (Foto: Polfoto)

Kolding-kvartetten Blaue Blume udsendte fredag 23. oktober debutalbummet 'Syzygy' og tager i den forbindelse på en mindre danmarksturne med start i Gimle i Roskilde 13. november og finale i Store Vega, København 26. november. Vi har i den anledning  bedt sangeren og guitaristen Jonas Smith om at pege på fem plader, der sat varigt aftryk

Joni Mitchell: ’Blue’ (1971)

 - ’Blue’ er næsten selvskrevet et sted i toppen af alle lister over bedste plader nogensinde. Tror også, at det var på en af disse, jeg i sin tid selv fandt frem til den. Joni Mitchell var for mig en obligatorisk del af pensum, da jeg på efterskolen gav mig i kast med at udvide min musikalske horisont i håb om en dag at finde mig selv i musikken. Hun skriver de smukkeste tekster, spækket med geniale metaforer, og så har hun en helt unik evne til at se virkeligheden og skrive om den som var den hellig i sig selv. Som for eksempel når det blå lys fra tv'et, bliver afsavnets lys i ’Case Of You’. Det er så utrolig relaterbart, at det næsten træder ud af sangen og ind i lytterens dimension. Alt omkring hende sætter meget naturligt den perfekte scene for en sang. I mine øjne er den største udfordring ved at skrive en tekst, at mærke sig selv mens man ser sig selv udefra, og så finde den poetiske gyldighed i der hvor man befinder sig mentalt og fysisk. Hvilke følelser er det eksempelvis der gør dig melankolsk og hvilken forbindelse har den følelse til de farver, objekter, personer der er omkring dig lige nu? Det virker som om at Joni Mitchell ofte spørger sig selv om det og svarer på det.

 

Talk Talk: ’Spirit of Eden’ (1988)

 - Det er nok, hvis jeg virkelig skal vælge, gået hen og blevet min yndlingsplade. Det er selvfølgelig den musiksnobben tit smider på bordet for at demonstrere sin fagkyndighed. Hvis ikke man har tid eller energi til at sætte sig ind i det enorme univers pladen maler, kan jeg nemt forstå, at man kaster den over i bunken af kalkuleret intellektuelle plader, man aldrig kommer til at høre igen. Sådan havde jeg det med den i mange år. For det er på overfladen en stor mundfuld, og det er faktisk først efter at jeg har stiftet bekendtskab med hvad det vil sige at lave en plade, at jeg forstår, at Talk Talk med ’Spirit of Eden’ er gået længere end hvad man skulle tro var muligt i en musikalsk kreativ proces. Jeg har en trang til at finde symmetrien i musikken og er i det hele taget meget matematisk anlagt, når det kommer til at skulle konstruere en sang. ’Spirit of Eden’ fik mig til at indse, hvor spændende det kan være at gøre op med form, og hvor meget stilheden betyder for musikken, hvor meget man bør respektere den og integrere den i sin sang. Man glemmer, hvor meget musik man går og hører uden rent faktisk at lytte til noget. Der er noget ubeskriveligt ved at fortabe sig i en plade, høre den fra ende til anden og så mærke den ro, den efterlader sig efter sidste nummer. Det er næsten der, den lever mest.

Se også: Jan Sonnergaard: Fem plader der ændrede mit liv

Kate Bush: ’50 Words For Snow’ (2011)

 - Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken Kate Bush plade der har betydet mest for mig, hele hendes diskografi synes at smelte sammen i mit hoved og alle sange hver og en, betyder lige meget for mig. Kunne jeg vælge hvem som helst til at producere vores næste plade, skulle det være hende... Hvis hun havde travlt med en ny plade, ville vi ikke forstyrre og vi måtte gå med Kanye West i stedet. Jeg har valgt at fremhæve hendes seneste udgivelse ’50 Words For Snow’, da den faktisk i sin tid var min indføring i hendes univers. Jeg hørte pladen omkring denne tid på året i 2011. Jeg sad i min sovepose på forsædet af en bil vi sov og kørte rundt i i USA. Mens jeg lyttede, så jeg ned ad den gade i Chicago, hvor vi havde parkeret. Det var tidlig morgen, men stadig mørkt. Træernes blade faldt som sne hen over vejen, mens solen langsomt kom. Det er der pladen tager mig hen, hver gang jeg lytter til den. Elsker at musik kan forevige øjeblikke, man ellers ville have glemt.

 

Nina Simone: ‘Live at Carnegie Hall’ (1963)

 - Jeg lytter næsten altid til denne plade, inden vi selv skal på scenen. Hun synger så intimt, at det kan føles som om at hun står lige bag dig. Hun er også mindre vred her, end hun senere blev som radikal protestsanger, hvilket jeg, uden at negligere hendes politiske mission som kunstner, synes klæder hendes musikalske geni. Det handler her udelukkende om musikken, og om at formidle den. Der er et ejendommeligt dynamisk vekselvirke mellem sangenes volumen og de ekstrem høje klapsalver, der starter og slutter brat, og mest af alt lyder som om at de er sat ind efterfølgende. Det er dog ikke tilfældet. Hun må uden tvivl have spillet så ufattelig lavt i den kæmpe sal, at folk har måttet holde vejret for at høre, hvad der foregik. Det er den vildeste live plade med den, i mine ører, største sangerinde nogensinde.

Se også: Søs Fenger: Fem plader der ændrede mit liv

Jeff Buckley: ’Grace’ (1994)

 - Op gennem gymnasiet var ’Grace’ stort set den eneste plade, jeg hørte. Det er nok en overdrivelse, men jeg dyrkede musikken og ikke mindst hans person så meget, at jeg på et tidspunkt stoppede op og følte en nødvendighed i at afvende mig selv, for ikke at ende som en dårlig kopi af ham. For det gør alle musikere, der ikke giver slip på ham i tide, tror jeg. Der er en helt særlig suggestiv magi, der omgærder hele Buckley-fænomenet, og hvis ikke musikken ved første lyt drager dig, så gør historien om ham. Han formår, meget paradoksalt, i kraft af sin alt for tidlige død at holde sig evig ung. Man fandt aldrig ud af, hvordan han ville have været som voksen, og hvilke sange han ville have skrevet, hvis han havde levet i dag, derfor er det også kun historien om hans ungdom, der bliver fortalt, og den eneste man som betaget lytter har at dykke ned i. Det er med en vis tristhed at jeg hører 'Grace' i dag, fordi det liv pladen udgyder, føles så illusorisk. Pladen er naiv, håbløs romantisk og helt og aldeles smuk - et ungdoms relikvie. 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer