Fredag er en af Danmarks helt store hitmagere Rasmus Seebach endnu en gang aktuel, når hans nye single 'Så længe vi danser' udkommer.
Med sangen håber han at kunne få folk op af stolene og i dansehumør efter en lang og hård coronanedlukning.
Det fortæller han til Ekstra Bladet.
- Det er virkelig en dansesang, så jeg håber da bare, at den kommer til at sætte ild til dansegulvet ude i Danmark, siger han.
Og selvom mavefornemmelsen siger ham, at sangen kan noget helt særligt, er han spændt på, hvordan den bliver modtaget.
- Jeg krydser fingre for, at folk bare synes, den er fed, når den kommer ud, men jeg tror også, at en sang skal have lov til at leve. Der er jeg nok en smule oldschool, siger han og fortsætter:
- Jeg finder nok først ud af, hvordan folk har taget imod den, når jeg engang kommer ud og spiller den for publikum.
80'er-lyd
Sangen er stærkt inspireret af lyden af 80'erne og den 41-årige stjernes barndom, og det er noget, han har glædet sig til at kunne kaste sig ud i.
- Det har været skidesjovt at arbejde med den genre. Jeg har bare ventet på, at det var okay. Min barndom var fyldt med 80'er-musik, så jeg har glædet mig til, at det blev cool igen, siger han og fortsætter:
- 80'erne står jo for en genre, hvor man ikke er bange for, at det bliver lidt stort og lidt ekstra, og det elsker jeg, så jeg har virkelig ventet på, hvornår vi kunne lege den leg igen.
Gode minder
Musikken har også bragt gode minder om hans far, Tommy Seebach, op til overfladen, fortæller han.
- Mest af alt har det været sindssygt sjovt, men der ligger selvfølgelig også noget melankoli i det, fordi lydene og stemningen minder mig om min barndom. Så jeg trækker også på noget i mig selv, der gør lidt ondt, fordi jeg mærker savnet, siger han.
Desværre må de mange fans vente lidt endnu med at danse til liveversionen af den nye single, for Rasmus Seebach har endnu ingen faste planer om koncerter den næste tid.
Han lover dog, at der er potentiale for en fest derhjemme.
- Min fornemmelse er, at jeg har ramt en rigtig fed lyd. Når jeg har spillet den for gæster derhjemme, så får de lyst til at danse, og min søn har også allerede lært lidt af teksten og går og synger med, og det gør mig meget stolt. Allerede der har jeg oplevet en form for succes, siger han.
Rasmus Seebach er ligesom en lang række andre musikere blevet hårdt ramt af coronakrisen, og det har blandt andet betydet, at han har været nødt til at tære på sin opsparing.