Jysk festivalboss: Vi risikerer kollaps

Lars 'Charlie' Mortensen fra Jelling Musikfestival mener, danske topnavne kræver for meget i honorar

Se her et historisk tilbageblik fra den traditionsrige festival i det sydjyske i anledning af det aktuelle 30 års jubilæum. Video: Jelling Musikfestival

I eftermiddag begynder den 30. udgave af Jelling Musikfestival, der traditionen tro starter endnu en omfattende festivalsæson.

Danmark er stadig det land i verden, hvor der er flest festivaler per indbygger, men Jellings leder Lars ’Charlie’ Mortensen frygter, det komprimerede marked risikerer at briste.

Se også: Rolig nu: Seebach forandret efter flop

Den 59-årige vejlenser, der har booket bands til Jelling i samtlige 30 somre, mener, priserne på store danske navne efterhånden er så voldsomme, at det på sigt truer festivalernes eksistens:   

- Alle os, der arrangerer festivaler, ryster på hovedet over de honorarer, som musikerne kræver. Jeg kan risikere at skulle betale over en halv million for nogle af de danske navne, mit publikum forventer, er på programmet, forklarer Charlie til Ekstra Bladet.

Ifølge festivalbossen er det ikke usædvanligt, at et band årligt sætter prisen op med 25 procent.

Der er grænser
De kommende dage skal Jellings mere end 25.000 betalende gæster opleve blandt andre Rasmus Seebach, Nik & Jay og Dizzy Mizz Lizzy samt det canadiske hovednavn Nickelback.

Se også: Boing! Nik & Jay chokerer

Charlie kunne melde udsolgt af partoutbilletter 9. maj, men det forhindrer ham ikke i at være kritisk overfor stjernernes økonomiske krav:

- Jeg synes, det er vigtigt, at alle i fødekæden får noget ud af det. Men når honorarerne til de store navne stiger, så har jeg ikke ret meget tilbage til de mindre navne. Dem er jeg nødt til at være hård overfor. Og det skaber et misforhold. Jeg har jo kun den pose penge, jeg har. Hvis jeg skal have flere penge til musikbudgettet, så er min eneste chance at sætte billetprisen op, og der er altså en grænse for, hvad folk vil betale. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Charlie har fået legender som ZZ Top, John Fogerty og B.B. King til Jelling siden 1989. Foto: Jelling Musikfestival
Charlie har fået legender som ZZ Top, John Fogerty og B.B. King til Jelling siden 1989. Foto: Jelling Musikfestival

Frivillig arbejdskraft er en forudsætning for, at festivalerne kan løbe rundt, og Charlie synes, det er vigtigt, man værner om den særlige danske foreningskultur:

- Du kan få en masse frivillige til at hjælpe, hvis de kan mærke, de er med til at gøre en forskel, som når vi for eksempel sender penge til fattige børn i Afrika, Kræftens Bekæmpelse eller måske donerer penge til en lokal boldklub. Folk tager fri fra arbejde for at hjælpe, men det gider de da ikke, hvis der ikke er noget overskud til velgørende formål og alle pengene bare ryger ned i lommerne på private. I den sidste ende, så render der en masse frivillige mennesker rundt og laver et stort stykke arbejde, for at en masse mennesker kan tjene en masse penge, udtaler den rutinerede festivaldirektør.

Så knækker filmen
Charlie vurderer, musikernes markant stigende honorarer er en konsekvens af, at indtjeningen på singler og albums er faldet drastisk, efter streaming tog livet af den mere lukrative cd. Jyden pointerer, at stjernerne også bør have en interesse i ikke at presse markedet unødigt:  

- Det er en balancegang, hvor musikerne selvfølgelig skal have det, de er værd, men hvis ikke alle i fødekæden får noget ud af det, så knækker filmen. Og hvis den først knækker, så går det virkelig galt for musikerne, for det er jo i sommerlandet, de tjener deres penge.

Se også: Knækket: Seebach mister særstatus

Manager for Rasmus Seebach, Nicolaj Bundesen, har følgende kommentar i en mail til Ekstra Bladet:

’Hvad angår Rasmus’ pris, så er denne ud over almen udbud og efterspørgsel, sat nøje efter et en række data, der blandt andet består af billetsalgsstatistik, lokal historik og lokal efterspørgsel. Det hele kommer jo langt henad vejen ned til princippet om et frit marked og om udbud og efterspørgsel. Markedet regulerer sig selv. Jeg kan se, at den ene festival efter den anden landet rundt melder udsolgt, så jeg ved, at der er mange sunde festivaler derude med gode navne på plakaten, fine besøgstal og solide overskud.’

Se også: Volbeat scorer million per koncert

Bookingbureauerne PDH, The Artist og Copenhagen Music, der er blandt hovedleverandørerne af bands og solister til de danske festivaler, har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at både Volbeat og Nephew har fået en million kroner for eksklusive festivalkoncerter i Danmark.

Rasmus Seebach under en koncert i Jelling anno 2014 - lørdag aften er københavneren tilbage. Foto: Per Lange
Rasmus Seebach under en koncert i Jelling anno 2014 - lørdag aften er københavneren tilbage. Foto: Per Lange

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pan American: 'A Son' (Kranky-album/Ude 8. november)
2.Underworld: 'Drift Series 1' (Caroline-album/Ude 1. november)
3.The Good Ones: 'Rwanda, You Should Be Loved' (Anti-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Big Thief: 'Two Hands' (4AD-album/Ude nu)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude nu)
3.Allah-Las: 'Lahs' (Mexican Summer-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere