1. Paul Simon: 'In the Blue Light' (Legacy)
Det siger meget om årets mangel på mindeværdig sangskrivning, at det bedste album i 2018 består af sange, der generelt udkom ret ubemærket mellem 1973 og 2011. Det siger også meget om Paul Simon.
Geniet genopfandt gamle numre på den overmusikalske og uforligneligt kreative facon, som præger hans pragtfulde katalog.
Newyorkeren holdt op med at turnére. Han holder forhåbentlig aldrig op med at udgive mageløs musik.
Utrolig: Legende genopliver sig selv
2. Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS)
I en periode, hvor børn fodres med bleg soul, skaber amerikaneren mørk sjælemusik for voksne, og den har aldrig lydt så velskabt og dragende, som på hendes sjette soloalbum.
Et dybfølt og sensuelt dampende superopus fra en frygtløs femme fatale.
3. David Byrne: 'American Utopia' (Nonesuch)
Punkens Paul Simon serverede subtil civilisationskritik som boblende hybridpop, der på befriende vis var opløftende i stedet for fordømmende.
Et humant og generøst pragtværk.
Mageløs: Legende gør det umulige
4. Low: 'Double Negative' (Sub Pop)
Sortseerne fandt mørkere nuancer af yndlingsfarven i psykotisk opgør mod tidsånden. Uafrysteligt.
5. Judas Priest: 'Firepower' (Columbia)
Pionererne overraskede vildt tilsat nyfunden vitalitet på helstøbt metalplade. Kun læderet havde nitter.
6. Brent Cobb: 'Providence Canyon' (Elektra)
Formidabelt flashback til de fedtede 1970’ere med autentisk countrysoul fra Georgia. Mildest talt funky.
Fed og fedtet: Legendernes lærling
7. Imperial State Electric: 'Anywhere Loud' (Psychout)
Svenskernes rock’n’roll var en opvisning i underholdning på sveddryppende liveplade. Årets koncert.
8. Jack White: 'Boarding House Reach' (XL)
Ikonet sprængte rockens rammer med anarkistisk inspiration fra hiphop. Et kompromisløst nybrud.
Vildt: Rockhelt skider på det hele
9. Swamp Dogg: 'Love, Loss, and Auto-Tune' (Joyful Noise)
Gammel køter lærte nye tricks på brunstig parring af klassisk soul og twistet electronica. Forrygende.
10. Thom Yorke: 'Suspiria' (XL)
Radioheads frontmand spredte rædsel på æstetisk soundtrack til horrorfilm. Et besættende mareridt.
Årets album - sådan ser de ud
11. Richard Thompson: '13 Rivers' (Proper)
12. Andrew W.K.: 'You're Not Alone' (Bee & El)
Manden er gal - og helt genial!
13. The Sword: 'Used Future' (Razor & Tie)
14. Ry Cooder: 'The Prodigal Son' (Fantasy)
Legenden lever: Sådan skal det gøres
15. White Denim: 'Performance' (City Slang)
16. Zeke: 'Hellbender' (Relapse)
17. Joan Baez: 'Whistle Down the Wind' (Proper)
18. Rosanne Cash: 'She Remembers Everything' (Blue Note)
Klasse: Johnny Cash ville være stolt
19. Dr. Octagon: 'Moosebumps: An Exploration Into Modern Day Horripilation' (Bulk)
20. Fu Manchu: 'Clone of the Universe' (At the Dojo)
De blæser hjernen rundt i kraniet
Og det værste...
Muse: 'Simulation Theory' (Warner)
Verdens mest enerverende rockband blev mere enerverende. Eneste nyskabelse var briternes fatale fravær af sange. Håbløst.
Ulideligt: Kolossalt kiks af megaband
