Kashmir er tilbage.
Rockgruppen annoncerede pause på ubestemt tid i 2014, men de har netop offentliggjort comebackkoncerter næste år.
Kashmir kan opleves i Boxen i Herning torsdag 28. maj og i Royal Arena i København fredag 29. maj.
Dansk rockband på pause: Nu opløser de firmaet
I en pressemeddelelse udtaler frontmand Kasper Eistrup:
'Hvis Kashmir nogensinde skulle vende tilbage, skulle tiden være til det, og det er den nu. De seneste år har vi oplevet en rørende efterspørgsel fra vores fans, og det har skubbet til vores egen lyst i en sådan grad, at vi nu er klar til at gå på scenen som Kashmir igen.'
Bandet fra København eksisterende oprindeligt mellem 1991 og 2014.
Original besætning
Kashmir har udsendt syv studiealbum. Alle har enten opnået guld, platin eller flerdobbelt platin, og de fire seneste toppede den danske albumliste.
Gruppen genopstår som kvartet med originalmedlemmerne Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg og Asger Techau samt Henrik Lindstrand, der kom med i 2000.
Kazzzzzzzhmir er svagt tilbage
Kashmir var i 1990'erne en del af den såkaldte Grønne Bølge i dansk rock. To af bevægelsens andre toneangivende bands, Dizzy Mizz Lizzy og Psyched Up Janis, er i øvrigt på landevejen sammen til foråret.
Bag Kashmirs koncerter står bureauet Down the Drain, som i juni også arrangerer festivalerne NorthSide i Aarhus og Tinderbox i Odense, så det er nærliggende at spekulere i, at orkesteret nok kan finde på at fortsætte turnéen ud i det lukrative sommerland.
Billetsalget til arenakoncerterne begynder fredag 4. oktober klokken 10 via ticketmaster.dk