Kendrick Lamar og Lil Nas X kommer på Orange i 2023.
Foreløbigt er der dog kun tale om hovedscenen på den polske festival Open'er, der minsandten deler navn med Roskildes legendariske megascene.
Open'er finder sted samme fire dage som Roskilde fra 28. juni til 1. juli, så det er nærliggende, at eftertragtede Kendrick Lamar og Lil Nas X optræder på mere end en Orange til sommer.
Kendrick Lamars skamroste succesudgivelse 'Mr. Morale & the Big Steppers' blev forleden kåret til årets album i Ekstra Bladet, og californierens udsolgte koncert i Royal Arena i oktober var en af de største liveoplevelser i 2023.
Verdensstjernen var på Roskilde i 2013 og 2015.
Amerikanske Lil Nas X, der i 2019 hittede massivt med 'Old Town Road', har aldrig givet koncert i Danmark og er et oplagt navn til Roskildes unge kernepublikum.
Open'er har i øvrigt også Arctic Monkeys og Lizzo på plakaten. Og Orange. Begge har tidligere været på Roskildes program.
Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Roskilde Festivals presseafdeling.
Festivalen har offentliggjort navne som Blur, Burna Boy og Queens of the Stone Age.