De færreste havde nok forudset, hvor megen debat en umiddelbart banal dokumentar om et dansktop-band kunne munde ud i.
Men 'Kandis for livet' - en af sidste års mest omtalte biograffilm, der også senere blev en af de mest streamede dokumentarfilm på DR nogensinde - var ikke et helt almindeligt værk om overstadige dansktop-fans i rundkreds med hænderne på hinandens skuldre.
Som filmanmelder Henrik Queitsch skrev i Ekstra Bladet:
'Filmens ærinde er ikke at være et forsøg på at indkredse Kandis og deres musik, men snarere at beskrive en række mennesker, der lever en stor del af deres liv gennem Kandis' sange. Det er en film om fællesskab og ensomhed'.
'Det fællesskab man opnår i og omkring musikken, men også den ensomhed, der nok er en forudsætning for, at man kan projicere så stor en del af sit liv over på et andet menneske. For de fleste af de mennesker, vi møder her, er udefra set nogle ensomme stakler'.
Det er helt vildt
Efterfølgende vakte det opsigt, at man i filmen bl.a. angiveligt havde manipuleret med virkeligheden og arrangeret nogle scener dramaturgisk, hvilket instruktør Jesper Dalgaard ikke så noget problem i.
Kandis-Johnny er da også helt oppe at køre over, hvad filmen har gjort for bandet:
- Du fatter ikke, hvad den film har gjort for os. Det er helt vildt. Men vi gør jo ikke andet, end vi har gjort i alle 34 år. Vi startede i små forsamlingshuse og på små kroer, hvor vi var tæt på publikum, og det har vi jo egentlig bare holdt ved. I dag er det større scener og vi kører i en lastbil i stedet for en lille kassebil. I princippet gør vi det samme i dag - alting er bare blevet større, siger Johnny Hansen og fortsætter:
- Vi har altid haft tæt forhold til vores publikum og vores fans. Og sådan er vi bare. Vi kan godt lide at have den kontakt, og nu er der så bare rigtig mange folk, som har fået øjnene op for, hvad det er, vi gør. Vi er meget mere accepteret i dag, end vi var for et år siden.
Læs også: Her blev du snydt - disse doku-scener er ikke ægte
- Det virker som om, filmen også portrætterer nogle - i gåseøjne - menneskeskæbner. En type fans, man måske ikke havde tænkt, at Kandis havde. Har I fået en anden type fans, der måske ikke var der før?
- Ja, jeg synes da klart, at vi oplever, at der er mange yngre publikummer i dag, som kan se, at filmen er rigtig god og syntes, den var rigtig fed. Der kommer et mere blandet publikum til vores arrangementer i dag. Der er rigtig mange, som har set filmen, og som er blevet nysgerrige på os også.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Læs også: Historien bag billedet
Læs også: Her er 'Kandis for livet'-deltagerne i dag
- Hvad med de virkeligt fede eksistenser, der var med i den film og som blev skildret. Er de der stadig, og har du kontakt til dem?
- Ja. Ja-ja-ja. De kommer jo stadigvæk, og jeg har stadig kontakt med nogle af dem også. I det hele taget er mange af vores fans meget trofaste og bliver hængende. Vi har folk, som var med ved koncert tilbage i 1989, der stadig kommer. Så det er jo fantastisk.
- Så lige da man troede, at Kandis ikke kunne blive større, så kunne de rent faktisk?
- Ja, jeg vil sige, at barren er hævet noget, jubler Johnny Hansen.