Thomas Helmigs udsolgte koncert for 7000 i Ballerup Super Arena i aftes endte i kaos, da de mange publikummer skulle hente deres overtøj i garderoben.
En enkelt gæst fik det så dårligt i køen, at hun måtte bæres ud af vagterne.
57-årige Nina Lomberg stod i køen og fortæller, at der opstod en såkaldt flaskehals, da de mange gæster skulle igennem en smal passage for at hente deres overtøj i et telt uden for arenaen.
- Jeg var rigtig utryg, og jeg syntes ikke, at der var rart. Det må jeg indrømme.
Hun kalder det 'decideret livsfarligt'.
- Jamen det synes jeg. Hvis der var nogen, der var gået i panik, kunne det være gået grueligt galt. Situationen kunne have været alvorlig, hvis nogen havde haft brug for hjælp eller var gået i panik, fortæller hun.
Nina Lomberg sætter ikke sine ben i Ballerup Super Arena igen.
- Aldrig, aldrig igen, lyder det.
Helmig om knalde-rygte: Her er sandheden
Sild i en tønde
Helle Palm Hansen stod også i køen efter koncerten. Hun beskriver også hændelsen som værende ubehagelig.
- Jeg prøvede at lave så meget plads som muligt for mig selv og forsøgte at bevare roen, siger hun.
- Var du bange, da du stod derinde?
- Ja, det var jeg. Man forsøger at bevare roen, men man er bange, det er man. Og jeg kunne se, at det var de andre også.
- Det var ikke så meget det, at man stod og ventede. Det var farligheden i det, og hvordan man venter. Jeg ville ikke turde det igen, tilføjer hun.
Arrangør: Ikke vores skyld
I et opslag på Facebook beklager arrangøren Beatbox Booking, at folk har fik en skidt afslutning på aftenen.
'Vi beklager, at i har oplevet det som en kedelig afslutning på en ellers fin aften, men vi gjorde det som sagt først og fremmest for, at alle kunne slippe af med overtøjet og slå sig løs til Helmig & co’s flotte show', skriver arrangøren i Facebook-opslaget.
Alligevel fralægger direktør i Beatbox Booking, Peter Sørensen, sig alligevel ansvaret for kø-kaosset.
- Der var rimelig meget tryk på der, og det var ubehageligt, og det må Ballerup Super Arena gøre bedre næste gang. Det er der ingen tvivl om, at de skal kigge på de forhold, der er derude, for det er ikke acceptabelt med de forhold, der er derude.
- Men er det ikke også jeres ansvar, når I er arrangøren?
- Nej, det er spillestedets ansvar. Vores ansvar er, at vi har krævet over for spillestedet, at der er garderobe til samtlige mennesker, der er på spillestedet.
Thomas Helmig skal være morfar
'Enormt beklageligt'
Ketil Folmer Christensen, chef for Ballerup Super Arena, undskylder overfor gæsterne og bedyrer, at han vil ændre praksis, så der ikke opstår problemer en anden gang.
- Nu sætter vi os ned med arrangøren og finder ud af, hvordan vi undgår lignende situationer næste gang, siger han.
- Det er enormt beklageligt, at der er nogen, der har haft en dårlig oplevelse til sidst, tilføjer Ketil Folmer Christensen.
Ligesom arrangøren nægter han at tage det fulde ansvar for den farlige afslutning på aftenen.
- Det er en samspil med den arrangør, der er med på det, så på den måde løber vi ikke fra, at vi er med til at skabe denne her oplevelse, og vi vil gerne give den bedst mulige oplevelse til vores gæster.