Musikeren Ulla Bjerre, der i 1991 sang 'Med eksprestog til Kina' i Dansk Melodi Grand Prix sammen med Ole Bredahl, er død.
Hun sov stille ind, tre dage efter hun fyldte 65 efter nogen tids sygdom.
Det skriver Her & Nu.
Dødsfaldet bekræftes ligeledes af hendes mand, René Nielsen, i et offentligt opslag på Facebook.
'Min kære hustru, vores kære mor, svigermor og mormor, Ulla Bjerre steg af eksprestoget i mandags d. 5. april 2021 kl. 11:45 efter nogen tids sygdom,' lyder det.
Til Ekstra Bladet fortæller René Nielsen, at Ulla Bjerre, der i 2006 blev blind, var meget syg den sidste tid, men at de aldrig fandt ud af, præcis hvad hun fejlede, før hun døde.
- De sidste tre uger gik det rigtig stærkt, og før det var det også gået rigtig stærkt de sidste tre måneder. Men i alt var hun syg i omkring halvandet år, siger han.
Fik ikke diagnose
Ifølge René Nielsen gennemgik Ulla Bjerre i forbindelse med sin sygdom en række undersøgelser. Undersøgelserne udelukkede blandt andet kræft, men der blev aldrig givet en endelig diagnose.
- De nåede ikke at finde ud af, hvad det var, inden hun døde, og vi valgte at sige nej til obduktion, fordi vi ikke ville igennem det. Men inden, det gik ned ad bakke, havde hun døjet med paradentose (betændelse i tandkødet, red.) i overmunden. I den tid, hvor hun havde problemer med det, spiste hun for lidt, og hun blev meget svag.
- Da hun endelig fik det fikset hos en tandtekniker, var skaden sket, og hun kom sig aldrig helt. Helbredet var ikke, hvad det havde været, og balancen havde det ikke godt. Det begyndte at blive farligt for hende at lave mad, som hun elskede, men hun blev ved til det sidste og tog en stol med ud i køkkenet. Det sidste, hun lavede, var tomatsuppe, for det kunne hun overskue.
René Nielsen fortæller, at Ulla Bjerre blev enormt påvirket i kølvandet på sygdommen.
- Det blev sådan, at hun ikke turde gå på gaden uden at have en anden person med. Det var ikke længere nok med førerhunden, og jeg måtte til sidst bære hende rundt, når hun skulle have hjælp til bad og toiletbesøg, siger han og fortsætter:
- Til sidst gik det ikke mere, for to blinde sammen, hvor den ene slæber rundt på den anden, går ikke. Så vi fik noget hjælp til hende, og til sidst kom hun på sygehuset, hvor hun døde.
Ulla Bjerre bliver bisat lørdag 17. april fra Finderup Kirke i Høng. Begivenheden vil kun være for indbudte, da der er et begrænset antal pladser til rådighed grundet corona.
Ulla Bjerre, der blev helt blind i 2006, efter hun i flere år havde kæmpet med svagt syn, er mest kendt for sin medvirken i Dansk Melodi Grand Prix.
I 2011 gjorde hun dog sin entré i 'X Factor', hvor hun tog dommerne og seerne med storm. Især Thomas Blachman var imponeret af Ulla Bjerre.
Ulla nåede hele vejen til bootcamps.
Siden sin medvirken i Dansk Melodi Grand Prix har Ulla Bjerre givet koncerter og udgivet en række cd'er.
Ulla efterlader sig sin mand, børn og børnebørn.