Kim Larsen er død

Danmark har mistet sin lune nationalskjald. Gavflaben blev 72 år

Musikekspert Dan Rachlin, opinionsredaktør Mads Kastrup og redaktør på Ekstra Bladet Peter Sloth ser her tilbage på Larsens karriere og betydning

Kim Larsen sov i morges stille ind.

Det står der netop nu at læse på Kim Larsens officielle Facebook-side, hvor det triste budskab uddybes:

'På vegne af Larsen-familien skal jeg med stor sorg meddele, at Kim Larsen i morges er sovet stille ind efter længere tids sygdom. Kim Larsen blev 72 år.'

Det oplyses desuden, at Kim Larsen i sin sidste stund var omgivet af sin kone Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui.

Beskeden er skrevet af Kim Larsens mangeårige impresario Jørn Jeppesen.

Han oplyser, at bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat.

Der henstilles desuden til, at journalister og medier viser stort hensyn til familien i den kommende svære tid.

Kim Larsen fotograferet på Bøgescenerne i Skanderborg i år. Foto: Per Lange
Kim Larsen fotograferet på Bøgescenerne i Skanderborg i år. Foto: Per Lange

Prostatakræft
Det kom som et chok, da Kim Larsen i starten af 2018 meddelte, at han var blevet ramt af kræft.

Foto: Per Lange DK MusikNYT - 3. jan. 2018 - kl. 09:05 Kim Larsen har kræft

Nationalskjalden måtte aflyse 24 planlagte vinterkoncerter som følge af prostatakræften og behandlingen af den frygtede sygdom.

'Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer', sagde Kim Larsen, da han dengang afslørede sin sygdom.

Kim Larsen - Blå Bog

Kim Melius Flyvholm Larsen blev født i København 23. oktober 1945, hvor han voksede op.

I 1968 blev han folkeskolelærer, indtil musikken for alvor trak i ham.

Han har siden 1970'erne været kendt som en af de ubetinget mest populære kunstnere i Danmark og har solgt millioner af plader.

Han flyttede ind på Sofiegaarden på Christianshavn, hvorefter han mødte Franz Beckerlee og Wili Jønsson, som han sammen med Bjørn Uglebjerg dannede gruppen Gasolin' med. Senere kom Søren Berlev med på trommer i stedet for Uglebjerg.

Værsgo
Larsen skrev flere sange, end gruppen havde brug for, og han udgav i 1973 sin første soloplade ved navn 'Værsgo', som er blevet ikonisk i dansk pladehistorie. Den indeholder blandt andre numrene 'Nanna', 'Joanna', 'Byens hotel' og 'Hvis din far gir dig lov'.

Inden det sendte han sammen med Gasolin' pladen 'Gasolin'' på gaden i 1971, fra den plade kom blandt andet 'Langebro'.

Kim Larsen drømte om at slå igennem internationalt og bosatte sig i USA, men endte med at vende hjem.

Skuespiller
Larsen er desuden kendt for sin rolle i succesfilmen 'Midt om Natten', hvor han modtog en Robert-pris for sin hovedrolle som Benny.

Soundtracket til filmen, som Larsen naturligvis leverede musikken til, er et af Danmarks bedst sælgende nogensinde.

Gasolin' har udgivet otte danske album, mens bandet også udgav fire album på engelsk.

Kim Larsen udgav syv soloalbum. Derudover har han indgået i eller samarbejdet med flere bands - heriblandt Kjukken.

Senere fortalte Jørn Jeppesen til Ekstra Bladet, at det gik den helt rigtige vej for Larsen.

- Det går rigtigt godt fremad med Kim Larsen, og han følger rekreationsplanen fint, lød det fra Jeppesen, hvis positive forudsigelse desværre viste sig ikke at holde stik.

Kim Larsen aflyste en del koncerter i sommer i Norge af hensyn til helbredet, men gav en koncert på årets Smukfest, hvor han optrådte siddende.

De kendte mindes Kim

Danske musik- og kulturpersonligheder mindes Kim Larsen - læs nogle af reaktionerne her:

Thomas Helmig, musiker på Instagram:

For få uger siden fik jeg en bog af Kim, en bog han syntes jeg burde læse, den hed "min far er ikke bange for noget"

Det var en smuk, barsk og klog roman, præcis som Kims bedste sange.

Jeg anbefalede ham et par bøger og han svarede : "har været der" - han havde læst alt !

Tænk at jeg ikke længere skal glæde mig til hans næste album.

Tænk at jeg ikke længere skal glæde mig til næste gang jeg møder ham......

Tænk at han ikke er her mere.....

Det største træ i skoven er faldet.....

Jeg savner ham allerede.

Tak

Nikolaj Koppel, pianist, tv-vært og underdirektør i Tivoli, på Twitter:

- Hvil i fred, Kim Larsen. Få sangskrivere indrammer den danske folkesjæl, som du gjorde. Dine melodier vil leve videre i mange generationer.

Kulturminister Mette Bock (LA) på Twitter:

- Folkeskjalden Kim Larsen er død - men hans musik lever videre i os alle. Det er vi dybt taknemmelige for. Æret være Kim Larsens minde.

Kasper Schmeichel, målmand for det danske fodboldlandshold, på Twitter:

- Hvor er det sørgeligt at høre Kim Larsen er død. Er vokset op med hans sange. Den mest ikoniske danske musiker nogensinde.

Forfatter Morten Pape på Twitter:

- 'Vi er dem de andre ikke må lege med/vi er det dårlige selskab' sang Kim Larsen og fik en hel generation af amagerkanere i Sundby Idrætspark til at føle sig set og hørt. Nu blev der stille. Nu er det forbi. Tak, Larsen.

Anders Lund Madsen, tv- og radiovært, på Twitter:

- Stille, alle sammen. Kim er død.

Kasper Winding, musiker på Facebook:

- The all time biggest rockstar in denmark Kim Larsen has moved on to another existence. I wish him a safe and fun journey. He even looked great in hot pants

Margrethe Vestager, politiker på Facebook:

- Rabalderstræde er en gade, hvor den slet, slet ikke får for lidt ...” må du få det hele hvor du er nu. Tak for flabetheden og kærligheden. Hvil i fred Kim Larsen.

Uffe Elbæk, politiker på Twitter:

- Et musikkapitel er slut. En historiefortæller af format har forladt scenen. Danmark er blevet en afgørende popkunstner fattigere. Kim Larsen er død. Og dermed er en stemme, en lyd, en nerve - som for mig var indbegrebet på 70ernes København - død. Tak for alt det du gav os. Tak.

Anders Samuelsen, politiker på Twitter:

Kim Larsen, lyden, stemmen, musikken, manden. Han var, ja baggrundstæppet og lydsporet til vores liv.

Han var den danske folkesjæl: Anarkisten, den evige drillepind, den følsomme sjæl, provokatøren. Plus den poetiske åre.

Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?

Tak.

Søren Pape Poulsen, politiker på Twitter:

Fra mit første kassettebånd 'Midt om natten' til nu, har jeg sunget med på det hele. Tak for sangen - hvil i fred

Pernille Rosendahl, sangerinde på Twitter:

- Det, der ikke måtte ske, er sket. Kim Larsen er død. I går sang jeg Langebro ved to forskellige arrangementer. Det nummer får altid folk i total kontakt med sig selv. Tak for sangene. Tak for flabetheden. Tak for at minde os om alle livets sider. Far Vel fine Kim.

Oh Land, sangerinde på Instagram:

- Kim Larsen! Kan slet ikke forstå, at du kan dø. Du vil for evigt blive spillet i mit hjem. Hvil i fred. Jeg skruer helt op for din stemme.

Sebastian Dorset, komiker på Twitter:

- Mit livs første koncert var med Kim Larsen i Aalborghallen, engang midt i 70'erne. Mange år senere fik jeg den store ære at præsentere ham og Kjukken, og som måske den eneste i landet var han en mand, der ikke behøvede anden introduktion end sit navn. Hvil i fred.

Eb Radio widget B 



De dødes land
I sine sange berørte Larsen enkelte gange det hinsides, som i hittet 'Pianomand':

Er der koldt og mørkt i den sorte grav?

Eller stråler himlen som det klareste rav?

Er der sang og musik i de dødes land?

Og swinger det - pianomand.

Kim Larsen og gutterne i de glade Gasolin'-dage. Foto: Asger Sessingø
Kim Larsen og gutterne i de glade Gasolin'-dage. Foto: Asger Sessingø

Foto: Klaus Møller/Ritzau Scanpix Kendte Larsens fupnummer: Sådan plankede han Gasolin's første klassiker

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.The Black Keys: 'Let's Rock' (Easy Eye-album/Ude 28. juni)
2.Ty Segall: 'First Taste' (Drag City-album/Ude 2. august)
3.Halshug: 'Drøm' (Southern Lord-album/Ude 19. juli)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Marry Me Just For Fun' (Ingrid-single/Ude nu)
2.Sonic Youth: 'Battery Park, NYC: July 4th 2008' (Matador-album/Ude nu)
3.Pip Blom: 'Boat' (Heavenly-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere