Kritik af Larsens mindekoncert: Håbløst og uværdigt

Danmarks Radio hylder Kim Larsen ved en stor koncert søndag på Rådhuspladsen i København, men allerede nu møder arrangementet kritik

Fredag var der store optog over hele landet til ære for spillemanden. Se eller gense optogene her (Foto: René Schütze, Ole Steen og Ernst van Norde)

I morgen aften mindes Kim Larsen ved en storstilet koncert på Rådhuspladsen i København, hvor danskerne kan sige et sidste farvel til den folkekære spillemand, der døde sidste søndag.

Men allerede før den første strofe er sunget, møder det af Danmarks Radio-arrangerede event kritik for valget af de kunstnere, der skal indtage scenen. Artister som Oh Land, Mattias Kolstrup og Rasmus Walter klinger for hult, mener Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo.

- Det er håbløst. Og uværdigt for Larsen og hans fans, hvilket vil sige omtrent hele nationen. Navnene har simpelthen ikke det fornødne format. C.V. Jørgensen er syg, men hvor er Anne Linnet, D-A-D, Peter A.G. og Allan Olsen? Personligt er jeg ligeglad med Helmig - det er folket vist ikke, siger Thomas Treo og tilføjer.

- Der er Årets Gudman på Christiania søndag aften, men når Kira Skov og Dorthe Gerlach kan være begge steder, så kan Steen Jørgensen og Annisette vel også. Det er nok for meget at forlange at få resten af Gasolin’ til at gendanne sig. DR kunne bare have gjort det meget bedre. Og ikke meget værre.

Se også: Metallica siger nej til Kim Larsen

Dermed lægger han sig på linje med de overvejende kritiske røster på Nationen!, hvor det eksempelvis lyder.

- Gamle Larsen vender sig i graven, når han hører en flok nulbonner voldtage hans musik.

Kim Larsen bliver hyldet af danskerne. Foto: Thomas Sjørup
Kim Larsen bliver hyldet af danskerne. Foto: Thomas Sjørup

Har spurgt rundt
Det er Danmarks Radio, der arrangerer koncerten, og underholdningschef Jan Lagermand Lundme er ikke overraskende uenig i kritikken.

- Folk må mene, hvad de vil. Jeg mener ikke, det er uværdigt. De kunstnere, der kommer og skal give et nummer, har virkelig øvet sig og sagt ja med respekt for Kim Larsen. Jeg er ikke enig. Det siger sig selv. Jeg er stolt af det lineup, vi kan tilbyde danskerne, siger han.

Underholdningschefen fortæller, at man faktisk har forsøgt at kontakte flere af de store mastodonter fra 70’erne og 80’erne.

- Vi har spurgt bredt ud, men med så kort varsel er der en del, som har arrangementer i forvejen og andre er slet ikke i landet. Vi har forsøgt de helt store fra dengang, men jeg har respekt for, at de ikke kan. De havde været mere end velkomne.

DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme. Foto: Mogens Flindt
DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme. Foto: Mogens Flindt

Blandt de danske artister, som i årtier har ligget og konkurreret med Kim Larsen på hitlisterne er Peter A.G., der siden 60’erne har været frontmand i Gnags. Han er netop på vej ud på et spillejob, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen..

- Vi er ikke blevet spurgt. I hvert fald ikke så vidt jeg ved, og det er fint nok. Vi lader ham synge sine sange, han har også altid ladet os synge vores. Vi er jo sangskrivere.

- Hvordan har du det med, at I ikke er blevet spurgt?

- Det er fint. Jeg er fuldt optaget og ville ikke kunne alligevel.

Ekstra Bladet har også været i kontakt med D-A-D. Frontmand Jesper Binzer oplyser, at man blev spurgt, men at bandet var forhindret grundet arbejdet med en ny plade.

DR: Frygter ikke kaos

Det centrale København lukkes ned i forbindelse med koncerten. Fra lørdag aften klokken 22 til mandag morgen klokken 06 vil der være afspærring på H.C. Andersens Boulevard forbi Rådhuspladsen fra Stormgade til Jernbanegade. Ligeledes vil Vesterbrogade være afspærret fra Bernstorffsvej mod Rådhuspladsen i samme periode.

Da danskerne hyldede Kim Larsen fredag medførte det store problemer, da deltagerantallet oversteg alle forventninger. Hos Danmarks Radio frygter man dog ikke for søndagens afvikling.

- Vi samarbejder både med politiet og nogle af de bedste afviklere i Danmark, som har prøvet det før. Det er sandt, at Rådhuspladsen formentlig ikke er stor nok. Derfor afspærres H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade ned til Tivoli, og så prøver vi bedst muligt at smække storskærme op, så man også kan fornemme scenen, hvis man står nede bagerst, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme, der lover smæk på drengen.

- Der bliver spillet de stille sange, men Kim Larsen var en person, som kunne lide at feste, så der bliver også danse- og festmusik.

Koncerten afvikles fra 19.30-21.00 og sendes direkte på DR1. Der vil være storskærmsarrangementer i Odense, Aarhus og Aalborg, som viser koncerten.

De deltagende artister vil alle udelukkende spille Kim Larsen-numre.

Følgende artister indtager scenen:

  • Magtens Korridorer
  • The Minds of 99
  • Love Shop
  • Michael Falch
  • Oh Land
  • Mattias Kolstrup
  • Caroline Henderson
  • Carl Emil Petersen
  • Mette Lindberg og Kira Skov
  • Rasmus Walter
  • Rasmus Nøhr
  • Kwamie Liv
  • Dorthe Gerlach
  • DR Pigekoret

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.J Mascis: 'Elastic Days' (Sub Pop-album/Ude 9. november)
2.Thom Yorke: 'Suspiria' (XL-soundtrack/Ude 26. oktober)
3.Artillery: 'The Face of Fear' (Metal Blade-album/Ude 16. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Kurt Vile: 'Bottle It In' (Matador-album/Ude nu)
2.Thomas Dybdahl: 'All These Things' (1MicAdventure-album/Ude nu)
3.Courtney Barnett: 'Small Talk' (Marathon Artists-single/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen