En ung mand og en ung kvinde fra København blev tirsdag aften kort før klokken 22.00 på Roskilde Festivals campingområde udsat for vold.
Det skete, efter de var kommet op at toppes med to mænd, der befandt sig i deres lejr. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Det vides ikke, hvad uoverensstemmelsen skyldes, men ifølge politiet udviklede skænderiet sig ganske voldsomt, og den unge mand fik blandt andet et knæ i ryggen og fik taget kvælertag.
Den unge kvinde blev slået i hovedet med en klapstol.
Det lykkedes politiet at få fat på de to gerningsmænd - en 22-årig mand fra det vestlige Sjælland og en 22-årig fra København.
De blev anholdt og taget med på stationen, hvor de blev afhørt og sigtet for vold og det, der i politiets terminologi kaldes 'kvalificeret vold'.
Retsligt efterspil
Begge mænd er fortsat sigtet, men er ikke længere tilbageholdt.
- Vi ved ikke, hvad den præcise årsag er. Der er ikke meldt noget stjålet, så det er ikke et røveri. Nu skal sagen efterforskes færdig, og så kommer der nok et retsligt efterspil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Efter fire dages såkaldte opvarmningsdage skyder Roskilde Festival senere i dag for alvor gang i festivalpladsen og de forskellige musikscener - blandt andet hovedscenen, Orange Scene, der åbnes 18.00 af Drew Sycamore.