Kvalmende sang om Eriksen

Popstjernen Mads Langer har skrevet en uanstændigt styg hyldest til fodboldspilleren og landsholdet

37-årige Mads Langer er minsandten trukket i landsholdstrøjen for fædrelandet. Foto: Sony
37-årige Mads Langer er minsandten trukket i landsholdstrøjen for fædrelandet. Foto: Sony

Mads Langer: 'For Danmark, for livet' (Sony)

Så er der ellers dømt følelsesporno for hele familien Danmark.

Christian Eriksens chokerende hjertestop i Parken er naturligvis en oplagt mulighed for Mads Langer til at demonstrere, hvor helt utrolig sensibel han jo er.

Så gennem fire minutter tuder troubadouren (tilsat fuglekvidder!) skamløst ned i en akustisk guitar som en hyldest til fodboldspilleren og landsholdet.

Det føles mere som en pinefuld fornærmelse og et uanstændigt smagløst forsøg på at få opmærksomhed på en dybt alvorlig baggrund.

Flæbende stil
Han kalder resultatet ’For Danmark, for livet’, og for helvede, det er kvalmende.

Ingen vil kunne skrive sådan en sang med æren i behold. Mads Langer kan slet ikke. Hans ærinde er æreløst.

Musikerens flæbende stil er rørende som en hotdog, og nu er det ikke, fordi han ligefrem er Skives svar på William Shakespeare til hverdag, men poesien understreger, at han skulle have sangen hurtigt ud.

Mod slut giver han sig bare til at jamre ordløst. Han er ikke den eneste, der mangler ord.  

Coveret til Mads Langers sang 'For Danmark, for livet', som i dag er landet på streamingtjenesterne.
Coveret til Mads Langers sang 'For Danmark, for livet', som i dag er landet på streamingtjenesterne.