Kvamm har nul kroner i indtægt

- Det er et band og en producertrio, der blev startet for sjov i en garage i Klitmøller, siger Simon Kvamm om Hugorm, der endnu ikke har sat det store aftryk på den danske musikscene. Endnu

HUSK! Du kan se Hugorms koncert fra Nationalpark Thy live og gratis på eb.dk fredag aften!

2020 er blevet til et skelsættende år for den tidligere Nephew-motor og Angora-grundlægger, Simon Kvamm.

Tidligere tiders monstrøse lønseddel er blevet skiftet ud med ingenting under coronakrisen, hvor alt har været aflyst.

- Hvad angår det økonomiske, er der ikke så meget andet at sige, end at jeg og alle mine kolleger har kørt med nul kroner i indtægt og nul kroner i hjælpepakker, siger han fra sit nye øvelokale på en villavej på Amager, hvor Ekstra Bladet møder ham og drengene fra bandet Hugorm, inden de giver koncert på eb.dk fredag aften.

- Men det virker der ikke til at være den store trang til at ændre på fra politisk hold, konkluderer han tørt.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Fakta om Hugorm

Medlemmer: Arni Bergmann, Morten Gorm og Simon Kvamm

Dannet i 2017

Musik: Minder om en blanding af Massive Attack, Malk de Koijn, Prodigy, Love Shop og noget Post Malone.

'Vil spasse ud'
Det er dog langt fra Amager, hvor de rytmiske tanker får frit spil. Tanker, der en dag skal gøre bankmanden glad igen, hvis altså danskerne kommer til at æde Hugorm råt.

Arnestedet for Hugorm ligger i den modsatte ende af landet, hvor pulserende byliv er skiftet ud med uendelige natur og Vesterhavets brusen.

Klitmøller er stedet, hvor gutterne Arni Bergmann, Morten Gorm og Simon Kvamm har lagt fundamentet for, hvad der i dag er blevet til Hugorm.

- Det er et band og en producertrio, der blev startet for sjov i en garage i Klitmøller. For at fordrive de lange mørke vinteraftener og ventilere den indestængte livslede og trang til at spasse ud. Thy har været og er central som inspiration, fordi naturen er så rå, og menneskerne er så skøre, siger Kvamm.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

Spiller på Daisy
I løbet af vinteren har det ikke været de store scener, hvorpå den nye gruppe har slået sine folder. Det kan nærmere defineres som et ungt bands eventyr.

- Det har været vigtigt for os og mig at starte fra bunden og ikke tage det for givet, at vi bare vader ind på de store scener kun på baggrund af mit navn, siger Simon Kvamm og uddyber:

- Derfor har vi været omhyggelige med at spille testshows og få noget hård hud, blandt andet ved at tage på diskoteks-tour: I en stationcar om natten kørte vi rundt fra Skræddergården i Esbjerg til Craisy Daisy i Haderslev og fra Retro i Helsingør til Nattoget i Slagelse for at få kilometer i benene.

Til trods for at de fleste odds har været imod Hugorm på de spartanske spillesteder væk fra kernepublikummet, har det alligevel været med til at hærde det grønne band.

- Det har da været hårdt, og der er bestemt ikke de samme backstageforhold, som jeg er vant til.

 

Faldt på gulvet
Men som med resten af verden gik spilleriet også i stå for Hugorm, da der pludselig stod coronavirus overalt.

Alle de fede jobs blev streget fra kalenderen, og hvad der skulle have været en sprudlende gennembruds-sommer, blev afløst af et gabende tomrum.

Bandet sad sammen på Skype i slutningen af marts og skulle oprindeligt have talt om de sidste forberedelser inden to udsolgte koncerter lige om hjørnet.

Men de fulgte i stedet det famøse pressemøde om nedlukningen.

Og mens der normalt er livlige samtaler imellem de tre bandmedlemmer, var der nu helt stille.

Selv stemmerne i baghovedet havde tabt tungen, og for en stund sad de tre musikere og stirrede ind i tomheden, mens landet blev lukket ned.

- Man tænkte, er det her en dårlig film?!

HUSK! Du kan se Hugorms koncert fra Nationalpark Thy live og gratis på eb.dk fredag aften!

77 kommentarer
Vis kommentarer