Lars Lilholt: - Jeg så ikke mine børnebørn

På grund af corona-nedlukningen har Lars Lilholt isoleret sig i tre måneder, og han så derfor heller ikke sine børnebørn. Men perioden har også ført gode ting med sig

Det har både økonomisk og personligt været en hård tid for Lars Lilholt, der har isoleret sig sammen med sin kone på grund af corona. Foto: Anita Graversen
Det har både økonomisk og personligt været en hård tid for Lars Lilholt, der har isoleret sig sammen med sin kone på grund af corona. Foto: Anita Graversen

Fredag klokken 20 giver Lars Lilholt koncert på Ekstra Bladet, og han har to spritnye numre med.

Dem har han skrevet, mens han kun opholdt sig i sit eget hjem. Corona-nedlukningen førte nemlig til, at han isolerede sig helt.

- Jeg har været lukket ned og har gået her inde midt i Jylland i tre måneder.

- Jeg startede hver dag klokken seks med at gå i to timer med min store køter. Så kom jeg hjem og så nyhederne sammen med min hustru, og så har jeg gået op og sat mig ved mit skrivebord i fire-fem timer om dagen.

- Fik du brugt de her timer hver eneste dag?

- Hver eneste dag. Det blev en ramme om hverdagen.

- Det var for at få en form for normalitet i det, så har jeg sagt til mig selv, ’jamen nu sætter du dig her, og så skriver du hver dag’, siger han.

En hård tid
Selvom han har fået arbejdet meget, så har det også været en hård tid for troubadouren.

- Coronatiden har jo været en mærkeligt tid og er en mærkelig tid. Nu er der jo åbnet lidt op, men jeg sad jo isoleret i tre måneder. Det er altså ikke andet end fire dage siden, jeg så mine børnebørn for første gang igen, fordi vi har ligesom holdt reglerne.

Det bliver da også meget småt med øvrige koncerter hen over sommeren.

- Jeg skulle have spillet 25 koncerter med bandet og ti solo. Jeg har mistet min årsindtægt.

- Det er første gang siden 1973, jeg ikke skal turnere. Jeg har spillet, siden jeg var 20. Det er første gang i 47 år, jeg ikke skal rejse rundt i Danmark.

- Hvordan har du det med det?

- Det er mærkeligt. Det er meget mærkeligt. Men hvis det, der kommer ud af det for mig, er kreativitet, så har det da givet noget godt med sig, siger han.

Måske den kreativitet kan føre til et helt nyt album i fremtiden også. Han har i hvert fald materiale nok, fortæller han.

- Jeg har 21 sange, jeg ikke har indspillet, som ligger på mit skrivebord nu. Noget af det er selvfølgelig noget gammelt noget, jeg har haft tid til at kigge på, men over halvdelen er simpelthen nyskrevet i den her periode.

- Nu skal jeg til at overtale mit pladeselskab til, at vi skal lave en dobbelt LP. Det vil de sikkert ikke var med til, men jeg har sange nok, siger han og griner.

Koncerten med Lars Lilholt kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.