Lilholt i knibe: - Fandeme ikke sjovt

Spillemanden mister 80 procent af sin årsindtægt efter aflysningen af sommerens mange festivaler

Lars Lilholt - den jyske sangskriver er blevet afhængig af koncertmarkedet, efter pladesalget er erstattet af streaming. Foto: Ernst van Norde
Lars Lilholt - den jyske sangskriver er blevet afhængig af koncertmarkedet, efter pladesalget er erstattet af streaming. Foto: Ernst van Norde

Lars Lilholt har været på landevejen hver sommer siden 1973, men i år må han blive hjemme.

Som kolleger landet over kunne han se sin væsentligste indtægtskilde tørre helt ud, da statsminister Mette Frederiksen i aftes forbød årets festivaler på grund af frygt for spredning af coronavirus.

- Der røg lige 25 jobs. Det er fandeme ikke sjovt, siger Lars Lilholt.

Festival i chok: Sådan kan vi overleve

Mange musikere er særligt sårbare overfor aflyste koncerter i disse år, fordi pladesalget nærmest er forsvundet, og streaming generelt ikke er indbringende.

- Jeg vil tror, jeg henter 80 procent af min årsindtægt på festivalerne, forklarer Lars Lilholt.

Lars Lilholt er på toppen

Den 67-årige veteran bag 'Kald det kærlighed' giver dog udtryk for, at han nok skal klare sig igennem krisen.

- Jeg har betalt både mit hus og min bil og har ingen gæld, men det er nok værre for de unge musikere. Og når jeg ikke kan komme på turné, så er det jo ikke kun mig, det går ud over. Der er otte i bandet, vi har seks teknikere med, og så har jeg en tourmanager og et bookingbureau, lyder det ængsteligt fra den garvede jyde.

Dybt bekymrende
Lars Lilholt fortæller, at han nu vil barrikadere sig i hjemmet og gå i gang med at skrive sange til et par album, han planlægger at udsende snarest.

Troubadouren er blandt Dansk Musiker Forbunds 6000 medlemmer. Fagforeningens formand, Anders Laursen, ser med stor alvor på coronaepidemiens effekt:

- Det er dybt bekymrende. Det er om sommeren, musikerne skal tjene kassen, og jeg vil tro, vores medlemmer nu samlet går glip af langt over 100 millioner kroner om måneden.  

Dansk superband: Det er sgu slut

Anders Laursen udtrykker respekt for regeringens indsats på musikområdet, der blandt andet indebærer, at musikere, der ventes at tabe mindst 30 procent af indkomsten som følge af coronakrisen, kan få dækket 75 procent af det forventede tab. Dog maksimalt 23.000 kroner pr. måned.

Volbeat scorer million per koncert

Det er almindeligt kendt i musikbranchen, at de største danske navne får omkring en million kroner pr. festivalkoncert.

Lars Lilholt under en koncert på Jelling Musikfestival - der spiller han for en gangs skyld ikke i år. Foto: Per Lange
Lars Lilholt under en koncert på Jelling Musikfestival - der spiller han for en gangs skyld ikke i år. Foto: Per Lange