Lorenzo 'Guf' Woodrose: Fem plader der ændrede mit liv

Syrehovedet fra koncertaktuelle Spids Nøgenhat fortæller om sine yndlingstrips

Lorenzo Woodrose alias Uffe 'Guf' Lorentzen har siden 1980'erne været aktiv i konstellationer som On Trial, Baby Woodrose, Dragontears og Spids Nøgenhat. (Foto: Henning Hjorth)
Lorenzo Woodrose alias Uffe 'Guf' Lorentzen har siden 1980'erne været aktiv i konstellationer som On Trial, Baby Woodrose, Dragontears og Spids Nøgenhat. (Foto: Henning Hjorth)

Et af de senere års mest bemærkelsesværdige og glædelige gennembrud i dansk rock har Spids Nøgenhat stået for. Det var der nok ikke mange, der havde forudset, da de i 2001 udsendte kultklassikeren 'En mærkelig kop te'. Men bandet er uden at give køb på deres syrede særart blevet noget nær folkeeje via oden til det såkaldte Udkantsdanmark 'Lolland Falster'. Og på fredag 1. maj spiller de op til psykedelisk bal i Tivoli. I den anledning har vi bedt sangeren og guitaristen Lorenzo Woodrose alias Uffe 'Guf' Lorentzen om at fortælle om fem plader, der har rystet ham i hans grundvold. Eller som han selv formulerer det: 'Fem plader der smeltede mit ansigt'. 

13th Floor Elevators: 'Bull of the Woods' (1969)

 - Min interesse for obskur syrerock blussede for alvor op i en ganske ung alder, på grund af dette band. Jeg kom  egentlig fra en punk baggrund og havde via Jan Sneums radioprogrammer og Politikens Rockleksikon hørt og læst  en del om sangeren Roky Erickson allerede som teenager, men udover spredte numre og de mest åbenlyse hits var dette, deres tredje og sidste album, det første jeg fik hørt i sin helhed. Det er dog langt fra deres bedste,  så det tog mig en del tid at acceptere at det nærmest mytologiske band lød som Creedence Clearwater Revival på  dårlig Peyote. Senere voksede albummet dog betydeligt i min bevidsthed, da jeg forstod at dette var lyden af  et epokegørende band i opløsning og i dag elsker jeg det bare betingelsesløst, nærmest lige så højt som deres to forudgående mesterværker.

 

Monster Magnet: 'Spine of God' (1991)

 - Jeg husker stadig første gang jeg hørte denne skive. Jeg sad i et ildelugtende øvelokale på Islands Brygge og havde fået en del øl og joints indenbords da lyden af phasede trommer væltede ud af højtalerne, som om de var  transporteret via tidsmaskine fra 1971 og en stemme bag et tæppe af fuzzed out guitarer råbte en blanding  af okkult mysticisme, Sci-fi, slackerkultur og stofromantik. Som om det ikke var nok i sig selv, så startede tredje nummer med lyden af en boblende bong der bliver tændt og man kunne ikke andet end at lade sig overtale  af stemmen cirka12 minutter inde der hypnotisk beordrer: "SMOKE!" - og rulle en spliff mere.

 

Jenny Wilson: Fem plader der ændrede mit liv

Love: 'Forever Changes' (1967)

 - Man kan finde dette album på mange lister over alle tiders bedste rockalbums, og det smerter mig næsten at vælge noget så forudsigeligt. Det ændrer dog ikke ved at det er helt igennem fantastisk og i høj grad en af de skiver alle bør høre inden de dør. Efter mindst 1000 afspilninger lyder det stadigvæk friskt og tidsløst og bliver ved med at åbenbare nye detaljer og nuancer hver gang. Hvis du kender en sød ung pige der har appetit og nysgerrighed på ny musik og som ikke kender 'Forever Changes' i forvejen, så spil den for hende og hun vil med garanti aldrig glemme dig.

 

Dead Moon: 'Stranded in the Mystery Zone' (1991)

 - Dette band og alle frontmanden Fred Cole's andre projekter (The Weeds, Lollipop Shoppe, The Rats, Pierced Arrows) har ændret mit liv ved at lære mig hvor fløjtende ligegyldigt det er hvor god man er til at spille eller synge eller hvor dyr produktionen af musikken er, men at det eneste der virkeligt gælder er sangen og leveringen af den. Indføling, nerve, sjæl, budskab, troværdighed - Fred Cole har det. Dette er et ud af mange albums, men jeg valgte det da det var det første jeg købte i en for længst glemt københavnsk pladebutik for efterhånden mange år siden.

 

Josephine Philip: Fem plader der ændrede mit liv

The Firebirds: 'Light My Fire' (1969)

 - Jeg har tænkt en del over hvilket album der gjorde mig til decideret pladesamler og kom til at mindes denne lille perle udgivet på et discount label (Crown), som overbeviste mig om at man aldrig kan tage for givet at musikken passer til indpakningen og at der kan gemme sig overraskelser på selv de mest poppede plader fra 60'er perioden. Coveret ligner jo et easy -listening album til forveksling og første skæring er da også en temmelig tam og ganske harmløs instrumental cocktail-jazz udgave af det Doors-hit som har navngivet albummet.  Resten af den indeholder dog noget af en overraskelse - bidsk proto-punk og tung hårdtslående syrerock spillet af et anonymt og i øvrigt stadig ukendt band.