Maggie Björklund: Fem plader der ændrede mit liv

Den turneaktuelle prisvinder fortæller om en håndfuld af de plader, der satte varige spor

Maggie Björklunds evner på pedal steel guitar er også stærkt efterspurgte i instrumentets hjemland USA. (Foto: PR-Foto)
Maggie Björklunds evner på pedal steel guitar er også stærkt efterspurgte i instrumentets hjemland USA. (Foto: PR-Foto)

Pedal steel guitaristen m.m. Margrethe 'Maggie' Bjørklund (ex-Darleens) har fået en del opmærksom i verdenspressen på grund af sine prominente legekammerater, ikke mindst Jack White, hvis band hun har været en del af gennem en længere periode, og i den egenskab har hun bl.a. optrådt på Roskildes Orange scene to gange. Men hun kan skam også på egen hånd, hvilket hendes to soloalbum er gode beviser på. Det sidste, 'Shaken' fra 2014, indbragte hende således en Steppeulv som 'årets musiker'. Næste måned drager hun på en mindre Europaturne med premiere på Gimle i Roskilde 12. marts.

The Beatles: ’Help’ (1965)

 - Min storesøsters kæreste gav mig engang et kassettebånd med en blandet pose Beatles-sange på. Det bånd blev slidt i stykker på mit teenageværelse, mens jeg sad og drømte i nattemørket om den store verden, og hvad der var i vente i mit liv. Jeg boede langt ude på landet, men disse sange og den musik var en stor påmindelse for mig, om at der var andre steder og andre liv og at jeg lige om lidt selv kunne vælge, hvor jeg skulle hen ad. Beatles’ uovertrufne melodistemmer var det umuligt at få nok af. Tak til The Beatles for at hjælpe mig igennem nogle svære teenageår.

Lee Hazelwood: ’Cowboy in Sweden’ (1970)

 - Jeg var i starten af tyverne og blev introduceret til Lee Hazelwood af nogle venner. Vi havde lige startet Darleens, og jeg var allerede forelsket i countrygenren, da dette album fandt vej til min pladespiller og ikke forlod den igen i flere år. Jeg var revet med af Lees dybe, let ironiske stemme, der spøjst nok havde fundet vej til Sverige engang i 70'erne, hvor han indspillede dette mageløse album. Jeg var vild med strygerarrangementerne på pladen, og hørte dem om og om igen, og det har været en stor inspiration i min sangskrivning

Se også: Jens Unmack: Fem plader der ændrede mit liv

Calexico: ’The Black Light’ (1998)

 - Dette album var min dør ind i americana-musikkens hemmelige land. Jeg blev fuldstændig blæst bag over af denne mærkelige støvede og let skødesløse håndtering af instrumenterne, og jeg var vild med, at de havde så mange instrumentalnumre. Jeg forelskede mig inderligt i John Convertinos måde at spille trommer på, og i mødet med denne plade blev min indre drømmeild tændt: Jeg måtte bare finde vej til at arbejde sammen med de musikere. Det tog mig næsten 10 år at nå det mål, men drømmen døde aldrig og jeg endte med at få både Joey Burns (forsangeren i Calexico ) og John Convertino med på min første soloudgivels ’Coming Home’. Jeg var så inderligt stolt over at arbejde med dem, og jeg følte mig hjemme i deres musikalske univers fra første dag. Deres brug af pedal steel guitar var helt sikkert en af grundene til, at jeg selv kastede mig over det instrument. Jeg kunne lige pludselig ane, hvad det instrument også kunne bruges til.

 

PJ Harvey: ’Let England Shake’ (2013)

 - Denne plade var så gudesmuk og farlig og lyden af instrumenterne var så fantastisk, at jeg hørte den til hudløshed. Jeg forelskede mig i den måde pladen var produceret på, og jeg spurgte John Parish, som er PJ Harveys faste samarbejdspartner og medproducer, om han ville producere mit andet soloalbum ’Shaken’. PJ Harvey kan som ingen andre røre emner i sine tekster, som bare ville lyde platte eller klicheagtig hos os andre. At hun kunne skrive et helt album, et popalbum, hvor teksterne havde krigen og dens menneskelige konsekvenser som omdrejningspunkt, var for mig et mindre mirakel. Midt i en tid hvor vores nationer går i krig i fjerne lande, og hvor vi sætter os tilbage i sofaen og ser på det i nyhederne, men glemmer det igen så snart tv'et er slukket, kommer hun så med et album, der insisterer på, at vi er nødt til at se på, hvad det er for handlinger, vi udfører i nationens navn.

Se også: Clemens: Fem plader der ændrede mit liv

W. A. Mozart: ’Requiem’ (bl.a. 1976)

 - Da jeg var en helt lille pige, spillede min mor nogle gange en plade for mig, der var en fortælling for børn om Mozart og hans liv. Jeg var inderligt fascineret af tanken om en dreng, der i min alder – jeg var vel 5-6 år på det tidspunkt – havde spillet for konger og kejsere og allerede havde komponeret musik. Musikken var så utroligt smuk, og jeg bad om at høre den plade igen og igen, mens jeg drømte mig af sted til de store paladser i Wien i et andet århundrede. Jeg genfandt min kærlighed til Mozart senere i livet og her var opdagelsen af hans ’Requiem’ som en afgrund, der åbnede sig. Den musik er så stærk på alle følelsesfronter, at det tog vejret fra mig. Den hjalp mig også til at forstå noget om dynamik og tonalitet i det at komponere, og det er viden jeg trækker på når jeg skriver instrumentale numre.

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Diverse: 'If You're Going to the City: A Tribute to Mose Allison' (Fat Possum-album/Ude 29. november)
2.Six Organs of Admittance: 'Companion Rises' (Drag City-album/Ude 21. februar)
3.The Flaming Lips: 'The Soft Bulletin - Live at Red Rocks' (Bella Union-album/Ude 29. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Lucy Dacus: '2019' (Matador-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Vetiver: 'Up on High' (Loose-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere