Agnes Obels tyste toner fortsætter med at sprede sig som ringe i vandet, og især franskmændene er faldet pladask for danskerens debut, 'Philharmonics'. Over 100.000 har nu købt albummet i Frankrig, og der er dermed platin til Obel.
Københavnerens salg på verdensplan nærmer sig hastigt 220.000, og mens Obel stadig ikke har fået afgørende hul igennem i USA og Storbritannien, så har hun scoret både guld og 1. pladsen på albumlisten i Belgien samt indtaget 9. pladsen i Holland.
I Danmark er 'Philharmonics' solgt 55.000 gange, og Obel får altså formentlig snart tredobbelt platin, der gives for 60.000 afsatte enheder. Efter hele 32 uger i Top 40 holder hitmageren sig stadig på en imponerende 3. plads herhjemme.
Nik & Jay på toppen
Nik & Jay forsvarer de sidste to ugers placering som nummer 1. Yderligere 2423 købte 'Engle eller dæmoner', som nu på tre uger er handlet i lidt over 20.000 eksemplarer.
Mads Langer er ugens højest placerede nyhed på en 2. plads. 'Behold' fristede 2057.
Adele fortsætter sin historiske dominans i Storbritannien med '21', mens skuespilleren Hugh Laurie snupper en overrumplende 2. plads i form af blues-baserede 'Let Them Talk'.
I USA er Adele også nummer 1 - igen.