79.000.
Så mange købte billet til The Minds of 99 de forgangne uger, og rockgruppens Infinity Action Tour er dermed den største indendørsturné i Danmark nogensinde.
Lukas Graham havde den hidtidige rekord. Popbandet solgte 77.000 billetter til deres arenaturné i 2019.
The Minds of 99 udtaler i en pressemeddelelse:
'Det har været fantastisk! Hver aften har alle, både os og publikum, givet alt, hvad de havde. Der har været en masse indelukket energi, der skulle ud, og det kom den også!'.
Kæmpe omsætning
Stort set udsolgte Infinity Action Tour begyndte 7. april i hovedstadens Royal Arena og sluttede den forgangne weekend med tre koncerter i Ceres Arena i Aarhus.
De 79.000 solgte billetter gav en omsætning på op mod 40 millioner kroner.
Københavnernes historiske succes kommer i forlængelse af deres udsolgte show foran 50.000 fans i Parken i september.
The Minds of 99 fortsætter triumftoget til sommer, hvor de optræder som hovednavn på Jelling Musikfestival, NorthSide, Tinderbox og Smukfest.
Kvintetten har længe haft problemer med at overføre deres popularitet på scenerne til de officielle charts, men siden deres fjerde studiealbum, 'Infinity Action', udkom i januar, har det ikke forladt top fem.
Den aktuelle single 'Under din sne' er samtidig blevet bandets suverænt største hit med nu 18 uger på top 40.