Medina saboteret for åben skærm

Divaens 'Lyser i mørke' blev saboteret af bizar Caroline Henderson, da 'Toppen af poppen' græd igen

Medina fortalte, at hun har haft det meget svært i rollen som kendis - Caroline Henderson gjorde det ikke nemmere. Foto: Per Arnesen/TV2
Medina fortalte, at hun har haft det meget svært i rollen som kendis - Caroline Henderson gjorde det ikke nemmere. Foto: Per Arnesen/TV2

'10 år på Toppen af poppen' - afsnit 5. TV2, 27. september

Nu gik det lige så godt. Og så gik Caroline Henderson på scenen.

Sæsonens femte afsnit af ’Toppen af poppen’ var det klart bedste - eller snarere det mindst værste - indtil Henderson besluttede sig for at mishandle Medinas eksistentialistiske popschlager ’Lyser i mørke’. Det var helt sort.

Svenskeren forvekslede seancen med optagelsesprøven på en musical om dragqueens, og stakkels Medina lignede en, der havde glemt at slukke for sine dampede broccoli.

Barbara Moleko faldt igennem, da et af tidens mest populære programmer skrabede bunden i den bedste sendetid. Foto: Per Arnesen/TV2 DK MusikNYT Tudefjæs på TV2: Nu må de stoppe!

Dorthe Gerlach fra Hush havde ellers startet programmet med en forbløffende skøn fortolkning af ’Morgendagens tåber’.

Hun gav ’Toppen af poppen et tiltrængt strejf af naturlig klasse, og at forvandle en af Poul Krebs’ landeplager til en nydelse er jo en bedrift på linje med at bestige Mont Blanc i bar røv og badetøfler.

Udbrændt lejrbål
Krebsen brægede til gengæld ’Back in Place’ af Hush. Gerlach lukkede øjnene, og søvndyssende var det da også.

Medina afslørede, at hun havde overvejet at stoppe med musikken. Det var lige før, man blev glad for hun fortsatte, da hun flot fangede skrøbeligheden fra tidligt i sin karriere med en inderlig version af Rasmus Walters ’Knust glas’.

Oh Land alias Nanna Øland Fabricius fortolkede Michael Falchs 'Nær', og det blev for meget for Barbara Moleko. Foto: Per Arnesen/TV2 DK MusikNYT Til at tude over: Følelsesporno på TV2

’Toppen af poppen’ er koreograferet spontanitet som det meste på tv, men for en gang skyld var de medvirkendes samtaler mellem numrene faktisk ofte meningsfulde og nærværende, og man følte næsten, man blev taget alvorlig som seer.

Medina Danielle Oona Valbak levede sig langt ind i Lau Højens ægteskabsdrama, hvor Big Fat Snake mødte øresten. Foto: Per Arnesen/TV2 DK MusikNYT Grotesk pladder: Medina i tårer på tv

Det var endda lige før, tudefjæsene kom igennem en time uden at tude. Til sidst fremførte Kwamie Liv dog Rasmus Walters ’Finder vej’ med en karisma som et udbrændt lejrbål, og det blev for meget for sangens ophavsmand, der gav sig til at vræle.   

Nogle ting ændrer sig aldrig helt. ’Toppen af poppen’ er desværre en af dem.

Bedst: Dorthe Gerlach: ’Morgendagens tåber’ (Poul Krebs)

Værst: Caroline Henderson: ’Lyser i mørke’ (Medina)

Holdet i femte afsnit af årets 'Toppen af poppen' - nu er der kun to programmer tilbage. Foto: Per Arnesen/TV2
Holdet i femte afsnit af årets 'Toppen af poppen' - nu er der kun to programmer tilbage. Foto: Per Arnesen/TV2
 

212 kommentarer
Vis kommentarer