Meganavn optræder i Tivoli

Den tredobbelte grammyvinder Gwen Stefani er første navn på plakaten til Tivolis Fredagsrock

Gwen Stefani. Foto: AP
Gwen Stefani. Foto: AP

Traditionen tro bliver det igen i år muligt at høre livemusik hver fredag i sommersæsonen i Tivoli, og Den Gamle Have offentliggør nu den første sanger, der får lov til at spille på Plænen til sommer.

Og det bliver den amerikanske sangstjerne og tre dobbelte grammyvinder Gwen Stefani, som er første navn på plakaten, afslører Tivoli i en pressemeddelelse.

Gwen Stefani er tidligere forsanger i bandet No Doubt, men udgav i 2004 sit debutalbum som soloartist, som fik titlen 'Love.Angel.Music.Baby.'.

Albummet solgte fire gange platin og rummer blandt andet hitsinglerne 'Rich Girl', 'What You Waiting For?' og storhittet 'Hollaback Girl'.

Siden har hun udgivet albummerne 'The Sweet Escape' fra 2006 'This Is What the Truth Feels Like' fra 2016 og 'You Make It Feel Like Christmas' fra 2017.

Bookingen af Gwen Stefani begejstrer chef for musik og underholdning i Tivoli, Thor Feilberg.

- Hun er en af de kunstnere, der har været et verdensnavn gennem flere årtier, har en massiv karriere fra sin tid med No Doubt og en kæmpe solokarriere med i bagagen.

- Hun er nærværende i sin optræden og laver spektakulære sceneshows, og så vil man helt sikkert kunne synge med på det ene hit efter det andet, udtaler Thor Feilberg i pressemeddelelsen.

Koncerten med Gwen Stefani finder sted fredag den 10. juli klokken 22.00 i Tivoli i København.

33 kommentarer
Vis kommentarer