Mette F. giver håb: - Vi afventer i spænding

Statsminister Mette Frederiksen mener, det er realistisk med en sommer, der bliver mere 'normal'

Statsministeren ser positivt på muligheden for festivaler og koncerter til sommer. Foto: Per Lange
Statsministeren ser positivt på muligheden for festivaler og koncerter til sommer. Foto: Per Lange

Det er endnu for tidligt for håbefulde festival-entusiaster at lægge telte og gummistøvler på hylden.

Fra statsministeren lød der nemlig torsdag morgen nye toner, hvad angår sommeren og eventuelle festivaler og koncerter i fremtiden.

- Med de erfaringer, vi nu har, både i forhold til hvor mange danskere, der lader sig teste, og at det går rigtig godt med udrulningen af vaccinerne trods bump på vejen, så er jeg mere optimistisk nu, end jeg har været i mange, mange måneder, sagde hun på sit pressemøde og fortsatte:

- Og jeg tror på en sommer med et nærmest normaliseret Danmark.

Tidligere på morgenen fik seerne på 'Go' morgen Danmark' på TV 2 samme melding fra statsministeren:

- Jeg tror på som statsminister, at det er inden for rækkevidde, at vi kan sidde igen og lytte til en koncert, og at der kommer festivaler igen, hvor vi står tæt, og at vi får et kulturliv, der lever. Det tror jeg, sagde Mette Frederiksen i programmet.

Ny rekord: Aldrig sket før

Afventer detaljeret plan
Den udmelding giver håb for arrangørerne bag Smukfest, der efter planen skal løbe af stablen fra 4. august.

- Vi synes, det er virkelig rart at høre fra statsministeren. Det er prisværdigt, at regeringen ser positivt på festival-sæsonen, men det er samtidig vigtigt for os, at der bliver fremlagt en langsigtet og differentieret genåbningsplan, så alle arrangementer, der kan lade sig gøre, kan blive afholdt, siger talsperson for Smukfest Søren Eskildsen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi håber, man både tager højde for mulighederne for coronapas og kviktest, som vi har talt for det seneste halve år, og samtidig mulighed for økonomisk kompensation, hvis det ikke kan blive til noget.

Smukfest håber at kunne invitere publikum til koncerter ved Bøgescenerne i august. Foto: Per Lange
Smukfest håber at kunne invitere publikum til koncerter ved Bøgescenerne i august. Foto: Per Lange
 

- Så I afventer stadig i spænding?

- Ja, vi afventer i spænding på en mere konkret udmelding om en plan. Vi er en ansvarlig arrangør, så en genåbningsplan er afgørende for, at vi kan gå trygt videre med planlægningen af festivalen.

Hos brancheorganisationen Dansk Live er de også 'forsigtige optimister', lyder meldingen fra Esben Marcher, der er sekretariatschef og presseansvarlig i organisationen.

- Grundlæggende er det positivt, men formuleringen 'inden for rækkevidde' er meget elastisk i udgangspunktet. Vi har brug for at blive klogere på, hvad der lægger bag den udtalelse. For vi har meget travlt med planlægningen efterhånden, og vi vil gerne have noget mere konkret, siger han og fortsætter:

- Men det er klart, at vi bliver ved med at være forsigtige optimister. Men vi har brug for at vide, hvad der kan lade sig gøre og hvornår, og hvordan det hænger sammen med coronapas og kviktest og alt det her. Men jeg er glad for, at man vil se på det fra politisk side, og jeg ved, at de håber, at meget kan gennemføres, og det er vi glade for.

Klar udmelding
Koncertudbyderen Live Nation, der blandt meget andet står bag rockfestivalen Copenhell og talrige store koncerter i Royal Arena og Parken, meddeler til Ekstra Bladet, at de fortsat afventer en konkret afklaring i forhold til, hvordan de nærmeste måneder og ikke mindst sommeren kommer til at se ud i forhold til coronarestriktioner.

'Vi følger udviklingen, og ser frem til en klar udmelding fra regeringens side om hvordan vi skal forholde os,' lyder det fra Live Nation.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Roskilde Festivals presseafdeling. De oplyser, at de ikke har tid til at give en kommentar torsdag.

Ekstra Bladet arbejder på at indhente kommentarer fra flere festivalarrangører.

Festivalen Glastonbury i England var sidste år aflyst pga. coronavirus, og mange danske festivaler fulgte trop. Hvorvidt det bliver muligt at gennemføre festivaler i 2021, er endnu uvidst.

Dansk musikfestival aflyst