Michael Møller: Fem plader der ændrede mit liv

Sangeren fra The Mountains, der i dag udgiver ny ep, om en håndfuld plader, som er blevet hængende

The Mountains med Michael Møller i front har varslet tre ep'er i 2016, men spiller kun to koncerter, hhv. 7. oktober i Store Vega, Kbh., samt 8. oktober i Voxhall, Aarhus. (Foto: Mathias Christensen/Polfoto)
The Mountains med Michael Møller i front har varslet tre ep'er i 2016, men spiller kun to koncerter, hhv. 7. oktober i Store Vega, Kbh., samt 8. oktober i Voxhall, Aarhus. (Foto: Mathias Christensen/Polfoto)

38-årige Michael Møller udgav i årene 2003-2009 fem roste album i front for bandet moi Caprice. To soloudgivelser er det også blevet til, ikke mindst den 31 sange store sangcyklus 'A Month of Unrequited Love', der i 2012 indbragte ham en Steppeulv som 'årets komponist'. Udgav i 2014 sammen med brødrene Fridolin og Frederik Nordsø under navnet The Mountains albummet 'The Mountains, the Valleys, the Lakes', og denne konstellation har også varslet tre ep'er i løbet af 2016, hvoraf den første 'Horizons' er landet i dag, 18. marts. I den anledning har vi bedt sangeren og tekstforfatteren Michael Møller om at fortælle om fem plader, der har sat sig varige spor.

Kate Bush: 'Hounds of Love' (1985)

- En af de allerførste cd’er jeg fik. Jeg købte den sammen med Pet Shop Boys' 'Behaviour', som en del af sådan et åbningstilbud ved en af de cd-klubber, som var store dengang. Og begge de plader har faktisk haft enorm betydning for mig, bland andet for min forkærlighed for synthesizers.

 - 'Hounds of Love' er stadig en plade, jeg lytter meget til. Den første halvdel har de her fantastisk popnumre, som blandt andet 'Running Up that Hill' og titelnummeret, mens den anden halvdel består af sære forvredne småavantgardistiske musikstykker, bundet sammen af samples og korstykker. 'Hello Earth' er jo et lille værk i sig selv.

 - Jeg havde simpelthen bare aldrig hørt musik, der både var så umiddelbar og så vanvittig. For en dreng i folkeskolen, som lige var begyndt at skrive sange, var det en voldsom oplevelse at opleve så varieret og visionært et album. Jeg vidste slet ikke, at sådan en musik var mulig indtil da.

 

Cocteau Twins: 'Four-Calendar Café' (1993)

 - Grunge var på sit højeste, da jeg gik i gymnasiet, men det interesserede mig aldrig rigtig. Jeg forelskede mig mere i den her dekadente britiske pop - først Suede og så The Cure. De to bands ledte mig til navnet Cocteau Twins, og jeg købte 'Four-Calender Café' på en tur til Sverige. Det tog et par gennemlytninger at forelske mig helt i bandet, men kort tid efter var det mit altoverskyggende favoritband. Elizabeth Frasers engleagtige vokal med abstrakte nonsenstekster over drømmende guitarflader -  det lød bare ikke som noget som helst andet.

 - Der er nok et par andre af deres plader, som i realiteten er bedre end denne, men det var bare den første jeg hørte, og den er stadig magisk for mig. Den blev min indgang til et band, som jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Se også: Ida Corr: Fem plader der ændrede mit liv

Talk Talk: 'Spirit of Eden' (1988)

 - En plade som ret få mennesker reelt kender, men til gengæld en plade som mange af dem, der kender den, har blandt sine yndlingsplader. I mine øjne en af moderne musikhistories største bedrifter; den her plade lyder ikke i nærheden af noget andet musik. Jeg fatter stadig ikke, hvordan de tidligere synthpoppere nåede frem til så radikalt, anderledes og visionært et resultat.

 - Og i sandhed en tidsløs plade. Det tidsløse er ofte et udtryk, som bare dækker over noget gammeldags, men ikke i dette tilfælde. Pladen kunne næsten være indspillet i samme sessions som Miles Davis' 'Bitches Brew'. Eller den kunne være den mest unikke plade i 2016. Og som en fodnote er den endnu mindre kendte efterfølger, 'Laughing Stock', endnu mere syret og måske endda endnu bedre.

 

Brian Eno: Ambient 1 - Music for Airports (1978)

 - Jeg købte 'Music for Airports' i en lille pladebutik i Aarhus, og de næste par uger lyttede jeg til den konstant. Altså på den der måde, hvor jeg bare ikke lyttede til andet. Jeg havde kun læst lidt om Eno, og det var før Spotify, så sommetider skulle man købe noget for at lære det at kende. Og det var en vild oplevelse at få den her uendeligt langsomme musik, som hele tiden var det samme og hele tiden var i forandring.

 - Eno er måske den kunstner, som har betyder mest for mig. Så mange forskellige udgivelser, og jeg elsker det meste. Og så alle hans fascinerende tanker, bl.a. via hans arbejde i Long Now Foundation, som jeg selv er blevet medlem af – check dem ud; det er vildt spændende.

Se også: Choir of Young Believers: Fem plader der ændrede mit liv

Steve Reich: Music for 18 Musicians (1978)

 - Min gamle klaverunderviser introducerede mig for Steve Reich. Vi spillede 'Piano Phase' sammen; det var en ret vild oplevelse. Han nævnte også 'Music for 18 Musicians', som jeg fandt på plade kort efter, og bare forelskede mig i ved første gennemlytning. Jeg har været så vant til at fokusere på det melodiske i musikken - både rock og klassisk musik, og pludselig hører jeg dette sære værk, som nærmest bare er endeløse variationer over en simpel puls. Og alligevel så fornem og intens en lytteoplevelse med fantastiske klange og smukke tematikker, som bliver ved at med at afsløre sig selv for hver gennemlytning.

 

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.RVG: 'Feral' (Fire-album/Ude 24. april)
2.Lucifer: 'Lucifer III' (Century Media-album/Ude 20. marts)
3.Flat Worms: 'Antarctica' (Drag City-album/Ude 10. april)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Andy Shauf: 'The Neon Skyline' (Anti-album/Ude nu)
2.The Wood Brothers: 'Kingdom in My Mind' (Honey Jar-album/Ude nu)
3.Wolf Parade: 'Thin Mind' (Sub Pop-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere