En ung kvinde fra Storkøbenhavn blev i nat muligvis udsat for det, som Midt- og Vestsjællands Politi kalder for en sædelighedsforbrydelse.
Hvad der præcis er sket på festivalen, arbejder politiet stadig på at opklare.
Det var vidner, der ved tretiden i nat kontaktede politiet i sagen, fordi de havde set den 22-årige kvinde og en mand.
- Hun bliver bragt til sygehuset. Primært på grund af sin tilstand i øvrigt. Hun har formentlig indtaget en del akolhol. Det er ikke så godt for politiets arbejde, for hendes behandling på sygehuset går forud for afhøringen. Så det har endnu ikke være muligt at tale med den unge kvinde, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.
Ifølge vidnerne var en mand meget tæt på kvinden.
- Han er så forsvundet, og vi kan derfor ikke komme i kontakt med ham. Om det betyder, at han ikke har rent mel posen, eller at deres nærvær har været med samtykke, ja, det er det vil gerne vil finde ud af, siger Martin Bjerregaard og fortæller, at politiet er på sagen og har foretaget undersøgelser på stedet, hvor manden og kvinden blev set tæt sammen.
- Og så venter vi på, at kvinden bliver så frisk, at hun kan afhøres, så vi kan finde ud af, om det er noget, politiet skal tage sig af, eller om det et mellemværende mellem de to, siger han.
Sigtet
Ud over den mulige sædelighedsforbrydelse har politiet beskæftiget sig med enkelt sag om ulovlige stoffer.
- Vi havde en enkelt sag i går, og det er jo slet ikke usædvanligt. En gæst havde 16 gram marihuana, 5 gram hash og 3 gram amfetamin. Det er jo ikke store mængder, men det er stadig ulovligt, siger Martin Bjerregaard og fortæller, at den 23-årige mand nu er sigtet i sagen.
- Han fik ifølge mine oplysninger klippet sit armbånd, mens den gruppe, han fulgtes med, fik advarselsarmbånd på.
Politiet har derudover modtaget en enkelt anmeldelse om tyveri fra et telt.