2019 var for andet år i træk et år med underskud for Liam Nygaard O'Connor - bedre kendt som L.O.C.
Det viser det netop offentliggjorte regnskab i SGMD ApS, som den 41-årige rapper ejer 100 procent af og har til formål at indspille og udgive musik.
Bruttofortjeneste lød i 2019 på 379.799 kroner, hvilket giver et underskud på 239.331 kroner, efter løn og afskrivninger.
L.O.C. raser: Sex, vold og Christiane
972.546 kroner har SGMD ApS udbetalt i løn til virksomhedens ene ansatte, der kan være L.O.C. selv. Hvis han har modtaget alle pengene, svarer det til, at han har haft en månedsløn på 81.045 kroner før skat.
Det var dog ikke helt nok for ham. Ifølge regnskabet har L.O.C. også trukket et ekstraordinært udbytte på 600.000 kroner ud i 2019.
SGMD ApS har dog penge til at dække årets underskud og udbyttet. Egenkapitalen i firmaet lyder på 4.134.192 kroner.
Utilfreds
Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få kontakt til rapperen.
I regnskabet bliver det dog gjort klart, at ledelsen - altså L.O.C. - ikke ligefrem jubler over underskuddet.
'Årets resultat anses for utilfredsstillende,' lyder det i årsrapporten, hvor det også fremgår, at man havde forventet et bedre bedre regnskab i år - i hvert fald indtil coronavirussen ramte og lukkede Danmark ned.
'Selskabets ledelse havde en forventning om et forbedret resultat i forhold til regnskabsåret 2019. På baggrund af den nuværende situation omkring covid-19 kan selskabets ledelse ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om de økonomiske konsekvenser og forventede resultater for regnskabsåret 2020.'