Nej, Joy - det bliver en lortesommer!

Brian Nielsen, der står bag de aflyste festivaler NorthSide og Tinderbox, deler ikke kulturministerens optimisme

Joy Mogensen glæder sig - trods manglen på festivaler og store koncerter - til sommeren 2021. Foto: Anthon Unger
Joy Mogensen glæder sig - trods manglen på festivaler og store koncerter - til sommeren 2021. Foto: Anthon Unger

Kulturminister Joy Mogensen er raget uklar med festivalbossen Brian Nielsen, efter hun i sin seneste Facebook-opdatering slutter af med den positive kommentar 'Det bliver en god sommer' efterfulgt at et dannebrogsflag.

Joys kommentar faldt i forbindelse med en overværelse af premieren på Odenses Sommerrevy, som kulturministeren var meget begejstret for.

Knap så begejstret er den jyske festivalboss Brian Nielsen, der for andet år i træk på grund af corona-restriktioner må droppe at gennemføre sine to store sommerfestivaler NorthSide i Aarhus og Tinderbox i Odense.

Brian Nielsen deler ikke kulturministerens optimisme i forhold til den snarlige sommer. Foto: Per Lange
Brian Nielsen deler ikke kulturministerens optimisme i forhold til den snarlige sommer. Foto: Per Lange

Taktløs minister
I et modsvar på Facebook skriver han blandt andet:

'For mig fremstår kommentaren taktløs og ude af trit med virkeligheden for det resortområde, som hun har ansvar for. Selvsamme minister har netop med eget parti som drivende kraft vedtaget restriktioner for større forsamlinger sommeren over, som er hårdere end det som eksperterne, branchen, SSI og Sundhedsstyrelsen har anbefalet for området. Nej, Joy - det bliver en lortesommer!'

Ændrer formulering
Efter Ekstra bladet har skrevet om sagen, har Joy Mogensen valgt at ændre sin formulering i sit Facebook-opslag.

I stedet for 'Det bliver en god sommer', står der nu 'Det bliver godt igen'.

Sådan så det ud på Joy Mogensens Facebook-profil FØR, Ekstra Bladet skrev om sagen.

 

Sådan ser det ud på Joy Mogensens Facebook-profil EFTER, Ekstra Bladet har skrevet om sagen.

 

I kølvandet på redigeringen af ovenstående har Joy Mogensen desuden delt et opslag, hvor hun blandt andet skriver: 'Det er fortsat en stor sorg med de mange aflyste festivaler'.

'Vi må prøve at finde balancen i denne overgangstid, så der er plads til glæden over det, der kan lade sig gøre. Samtidig med at vi holder hånden under de festivaler og andre større begivenheder, vi må glæde os til næste år', lyder det fra kulturministeren.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Kulturministeriet, der meddeler, at der forventes en kommentar fra Joy Mogensen om sagen senere på dagen.

Festivaler i skatteparadis
Trods de aflyste festivaler er der en god chance for, at Brian Nielsens festivaler ikke går nedenom og hjem.

Tinderbox og NorthSide søger nemlig samlet om 48 millioner kroner fra den danske stat, til trods for at de som fortalt i Ekstra Bladet ejes af selskaber med adresse i skatteparadiset Luxembourg.

Også festivalgængere er selvsagt skuffede over aflysningerne. Men der er også forståelse.