Ni danske medier boykotter Volbeat

Volbeat har endnu engang fravalgt kritiske medier, når de i morgen udgiver deres nye album. Derfor udsender ni danske medier nu en fælles udtalelse til metalbandet

Frontmanden i Volbeat, Michael Poulsen. Foto: Finn Frandsen
Frontmanden i Volbeat, Michael Poulsen. Foto: Finn Frandsen

Fredag 2. august udgiver Volbeat deres længe ventede syvende album, der har fået titlen 'Rewind, Replay, Rebound'.

Men ligesom det var tilfældet, da bandet optrådte i Parken i 2017 og i Ceres Park i juni 2019, har bandet valgt Ekstra Bladet og metal-sitet Devilution fra.

Mens flere andre medier har modtaget anmeldereksemplarer af albummet forud for udgivelsen, har de to medier endnu engang fået afslag.

Derfor har Ekstra Bladet valgt at droppe den planlagte anmeldelse af pladen, da man ikke vil acceptere forskelsbehandling af pressen, hvor nogle medier får ringere arbejdsvilkår end andre.

Otte andre medier har valgt at følge trop og udsender sammen med Ekstra Bladet en fælleserklæring til Volbeat, som kan læses i bunden af artiklen.

Se også: Danske medier boykotter Volbeat

Da Ekstra Bladet bad om et anmeldereksemplar, som flere andre medier har modtaget, lød svaret fra Universal Music Denmark kortfattet i en mail.

'Jeg kan desværre ikke hjælpe dig.'

Ønsket om en forklaring er ikke blevet besvaret af musikselskabet.

Volbeat blev dannet i København i 2001 og består af Michael Poulsen, Jon Larsen, Rob Caggiano og Kaspar Boye Larsen. Foto: Universel
Volbeat blev dannet i København i 2001 og består af Michael Poulsen, Jon Larsen, Rob Caggiano og Kaspar Boye Larsen. Foto: Universel

Danske medier med musketered
Det kom som en overraskelse, da bandet i 2017 valgte at udelukke Ekstra Bladet og Devilution til deres udsolgte koncert, som en række andre danske medier var blevet akkrediteret til. Både Ekstra Bladet og Devilution var af den opfattelse, at udelukkelsen skyldtes kritiske omtaler og anmeldelser af Volbeat.

Forskelsbehandling af danske medier bør ikke finde sted. Det var holdningen hos Ekstra Bladet, BTMX, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske, der sammen med Devilution forfattede et åbent brev til Volbeat, hvori det fremgik, at man fra dansk presses side ikke vil finde sig i, at udvalgte medier udelukkes fra store koncerter.

Ligeledes fremgik det, at bandet kommer til at leve uden koncertanmeldelser fra danske medier, hvis de igen insisterede på at sortere kritiske medier fra.

- Anmeldervirksomhed i Danmark skal være fri og uafhængig. Vi skal derfor understrege, at vi fremover forventer, at alle medier bliver behandlet ens. Enten bliver alle akkrediteret, eller også får alle nej til akkreditering. Hvis der imod forventning igen bliver akkrediteret selektivt, næste gang Volbeat giver koncert, vil undertegnede medier undlade at anmelde koncerten, lød det i 2017.

Den musketered stod medierne ved i juni, hvor den nøje selektering af medier gentog sig i Ceres Park.

Se også: Ikke igen: Dårlig nyhed fra Volbeat

B.T. anmelder
Med udgivelsen af 'Rewind, Replay, Rebound' står Ekstra Bladet igen ved den erklæring, der blev nedfældet i 2017. Også Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Blastbeast, Information, Gaffa, Devilution og Poplish.dk har tilkendegivet, at man ikke anmelder albummet eller fremtidige Volbeat-projekter, hvis pressen ikke får lige mulighed for at udføre sit arbejde.

B.T. var tidligere en del af den omtalte musketered, men har tænkt sig at anmelde albummet.

'B.T. vælger at anmelde det nye album, fordi mange danskere er interesserede i bandet. Vi er opmærksomme på, at andre medier ikke ønsker at anmelde det, da enkelte medier ikke kan få udleveret et anmeldereksemplar. Det er dog muligt for alle medier at skaffe sig Volbeats nye album, hvis man ønsker at anmelde det, man kan eksempelvis købe det, når det udkommer', skriver ansvarshavende chefredaktør Michael Dyrby i en mail til Ekstra Bladet.

'B.T. har tidligere deltaget i fælles boykots af pressemøder og koncerter, hvor enkelte medier er blevet udelukket. Det er upassende. Når det gælder udgivelser, som alle kan skaffe sig, er det et slag i luften at lave fælles boykots. Det er ganske enkelt unødvendigt', fortsætter han.

Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, har i årevis fulgt Volbeat og overvejende anmeldt dem negativt. Efter at have skaffet sig en almindelig billet til koncerten i Parken 2017, bedømte han bandet med to stjerner.

Da Thomas Treo for tiden er på ferie, var det planlagt, at D-A-D-frontmanden Jesper Binzer skulle anmelde Volbeat i hans sted.

Herunder kan du læse den fælles udtalelse, som ni danske medier har sammenfattet til Volbeat.

Danske medier boykotter Volbeat – fordi Volbeat boykotter

Så længe Volbeat forsøger at styre pressen, anmelder hverken Ekstra Bladet, Devilution, Information, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Poplish, Blastbeat eller Gaffa bandets koncerter og udgivelser.

Når Volbeats syvende album udkommer 2. august har band, pladeselskab og management sammen lagt en klar strategi for, hvordan det skal lanceres med singleforløbere, profilinterviews og reklamekampagner. Men som det har været tilfældet med deres seneste to koncerter i Danmark, har Volbeat insisteret på, at Ekstra Bladet og Devilution skulle holdes uden for denne kampagne. Mens resten af medierne har fået tilsendt pladen til anmeldelse nogle uger før udgivelsen for at give anmelderne tid til at granske værket og sætte det ind i en kontekst, har de to medier, som Volbeat har set sig sure på, intet modtaget og ingen forklaring fået på hvorfor. 

Med jævne mellemrum er der nogen – oftest fans, der er fortørnede over en negativ anmeldelse – der hævder, at musikanmeldelser er blevet irrelevante, når alle med et abonnement på en streamingtjeneste kan høre pladen i det øjeblik, den udkommer. Man må dog næsten formode, at Volbeat selv stadig tillægger anmeldelserne en vis vægt, når de boykotter de to danske medier, der tidligere har været kritiske over for bandet. 

Det kan ikke tolkes som andet end et forsøg på at lægge hindringer i vejen for en fri og uafhængig presse. Selvfølgelig kan de medier, der ikke bliver akkrediterede til koncerterne, vælge at betale for en billet og sende en anmelder alligevel. Men det er ikke det, det handler om. På samme måde kan de medier, der ikke modtager pladen før udgivelsesdagen, sætte en anmelder til at holde sig klar på udgivelsesdagen, høre pladen, så snart den er frigivet, og fælde en lyndom over den. 

Men det siger sig selv, at resultatet bliver derefter, når man ikke har haft tid til at gå i dybden med værket. Ligeledes siger det sig selv, at nyhedsværdien ved sådan en anmeldelse er til at overse, når de andre, favoriserede medier for længst har kunnet offentliggøre deres anmeldelse op til udgivelsen. For når et band af Volbeats størrelse – det bedst sælgende danske metalnavn nogensinde – udgiver en ny plade eller spiller koncert på hjemmebane, så er det en begivenhed, vi som medier og kulturredaktioner nødvendigvis må forholde os til. Hvad vi så end mener om Volbeat.

Derfor vil vi ikke være med til, at der bliver forsøgt at gøre forskel, som Volbeat gør. Det er vores kollegaer ikke tjent med, og det er vores læsere ikke tjent med. Derfor udvider vi nu den musketéred, vi indgik med de danske dagblade og toneangivende musikmedier i forbindelse med Volbeats koncert i Telia Parken i 2017, hvor Devilution og Ekstra Bladet også blev boykottet til også at gælde for Volbeats pladeudgivelser. 

Hverken Ekstra Bladet, Devilution, Information, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Poplish, Blastbeat eller Gaffa vil anmelde Volbeats nye album 'Rewind, Replay, Rebound' eller kommende Volbeat-udgivelser.

Ikke før bandet eller dem, som er med til at lægge strategien for bandet – pladeselskabet Universal Music Denmark og management Q Prime – besinder sig.

Ja, de kunne for den sags skyld også bare tage mod et storebroderligt råd fra Lars Ulrich, som havde følgende at sige til Ekstra Bladet, inden han skulle gæsteoptræde med Volbeat til koncerten i Telia Parken for to år siden:

- I de 30 år, vi har kørt, har vi altid inviteret medierne, og hvad de så skriver om os, det blander vi os ikke i. Der er blevet skrevet ufatteligt meget om os. Både godt og positivt, men også lort og kritisk. Det er gået op og ned og sidelæns i pressen for os gennem alle årene, så det tager vi ikke super højtideligt. Vi prøver ikke at kontrollere det der med, hvem der kommer, og hvem der ikke må komme.

Af Jon Albjerg Ravnholt / Devilution på vegne af Devilution, Ekstra Bladet, Information, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Poplish, Blastbeat og Gaffa.

672 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Iggy Pop: 'Free' (Loma Vista-album/Ude 6. september)
2.!!!: 'Wallop' (Warp-album/Ude 30. august)
3.Giant Sand: 'Recounting the Ballads of Thin Line Men' (Fire-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere