Nu er anbefalinger til sommerens festivaler klar

Følger regeringen ekspertgruppens anbefalinger, bliver det noget nær umuligt at afholde festivaler, som vi kender dem

Festivalgængere fra hele landet har ventet i spænding på, om de vanlige sommerfester på camps og festivalpladser kunne blive en realitet. Foto: Per Lange
Festivalgængere fra hele landet har ventet i spænding på, om de vanlige sommerfester på camps og festivalpladser kunne blive en realitet. Foto: Per Lange

I månedsvis har koncert-hungrende danskere ventet og ventet på vurderingen af, om festivalsommeren kan blive en realitet.

Nu har regeringens ekspertudvalg offentliggjort deres længe ventede anbefalinger, og såfremt politikerne vælger at følge dem, bliver det en noget anden festivalsæson, end vi er vant til.

Læs mere under livetråden ...

LIVE

Ekspertgruppen foreslår, at større kultur- og idrætsarrangementer, konferencer og messer samt udendørs motionsevents kan åbne med en række smitteforebyggende tiltag.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen foreslår også en udbredelse af 'Superliga-ordningen' med mulighed for sektionering i grupper af 500-1000 tilskuere, til andre siddende kulturarrangementer.

I pressemeddelelsen oplyses, at ekspertgruppen foreslår en inddeling i to faser. Den første fase gælder, til alle borgere over 50 år, der ønsker vaccination, er vaccineret.

I denne fase gælder blandt andet, at gæster ved større udendørs arrangementer skal fremvise coronapas, det udendørs område skal være inddelt i sektioner, hvor maksimalt 500 siddende gæster kan sidde, og krav om en meters afstand mellem gæsterne skal gælde.

'Ekspertgruppen har nu afleveret sine anbefalinger til, hvordan der kan afholdes koncerter, festivaler og andre større arrangementer sundhedsmæssigt forsvarligt. Nu skal partierne se på ekspertgruppens arbejde. Regeringen og en række af Folketingets partier har tidligere på året besluttet at videreføre arrangørordningen frem til den 30. september 2021, så der kan kompenseres, hvis det viser sig, at arrangører ikke kan afholde større arrangementer som følge af COVID-19-relaterede restriktioner. Det er meget vigtigt, at vi har fået et økonomisk sikkerhedsnet på plads,' siger kulturminister Joy Mogensen (S) i pressemeddelelsen.

Læs anbefalingerne herunder:

Her er alle anbefalingerne

Sommerens musikfestivaler vil ikke kunne afholdes som normalt og slet ikke med overnattende gæster, lyder anbefalingerne fra ekspertgruppen.

Eksperterne anbefaler, at man inddeler sommeren i to faser. Fase 1 gælder, til alle over 50, der ønsker vaccine, er blevet vaccineret.

I denne fase gælder blandt andet for udendørs arrangementer:

  • At man skal fremvise coronapas
  • Der skal være siddende, faste pladser
  • Sektioner af 500 personer
  • Krav om 1 meters afstand
  • Brug af værnemidler indendørs

For festivaler specifikt gælder blandt andet følgende:

  • Coronapas
  • Sektioner af 200 personer
  • Max 2000 deltagere
  • Deltagerne i hver sektion kan færdes frit - dog med afstands- og arealkrav på 4 kvadratmeter per deltager
  • Overnatning på camping er ikke tilladt

I fase to udvides antallet af deltagere ifølge anbefalingerne til 5000.

Ekspertgruppen, som består af en række sundhedseksperter samt forskellige interessenter fra kulturlivet, har siden slutningen af marts regnet på risikoen for smittespredning ved forskellige arrangementer som festivaler, sportsbegivenheder og messer, og det er disse beregninger, der ligger til grund for anbefalingerne.

Nu skal Folketingets partier tage stilling til anbefalingerne.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Ekstra Bladets anmelder René Fredensborg har længe været frustreret over den manglende genåbning af kulturlivet

Flere festivaler har søgt kompensation for aflysninger under corona. Ejerskabet for Tinderbox og NorthSide ligger dog ikke i Danmark, men i skatteparadiset Luxembourg.

Her er 'de hurtige'


Ekspertgruppens medlemmer:

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Jens Lundgren, professor, Infektionsmedicinisk klinik, Rigshospitalet

Lone Simonsen, professor, Folkesundsvidenskab, forsker i Pandemier og Modeller, RUC

Jakob Jensen, adm. direktør i DBU

Signe Lopdrup, adm. direktør, Roskilde Festival-gruppen

Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater

Georg Sørensen, adm. direktør i Messecenter Herning

Christian Folden Lund, interrim CEO i BC Hospitality Group

Morten Anker Jensen, politiinspektør, Sydøstjyllands Politi

Kilde: Kulturministeriet