Økonomisk hjælp til musikbranchen: DR laver stor ændring

DR - og en række radiostationer - skruer kraftigt op for danskproduceret musik i den kommende tid

Kulturminister Joy Mogensen holdt mandag Skype-møde med foreningen Spil Dansk og en række radiokanaler - heriblandt DR. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Kulturminister Joy Mogensen holdt mandag Skype-møde med foreningen Spil Dansk og en række radiokanaler - heriblandt DR. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Danmark har - ligesom en stor del af verden - været lukket mere eller mindre ned i de seneste uger på grund af coronavirus, og i dag slog statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fast, at sådan kommer det til at forblive frem til midten af april. Som minimum.

Det kan mærkes i flere danske brancher - blandt andet i musikbranchen, hvor koncerter på stribe er blevet aflyst i den seneste tid.

Nu kommer der dog en håndsrækning til den danske musikbranche, efter kulturminister Joy Mogensen mandag holdt møde på Skype med foreningen Spil Dansk og repræsentanter for danske radiostationer - DR, Radio4, Radio LOUD, Bauer Media og Danske Medier. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

De danske vindere Ben & Tan skulle have været til Eurovisionen i Rotterdam. Det blev desværrre for de to og for alle andre grandprix-fans aflyst. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Event & Kultur - 23. mar. 2020 - kl. 06:07 Efter aflyst Europæisk Melodi Grand Prix: Uvis fremtid for Ben & Tan

Formålet med mødet var at få radiostationerne til at spille mere dansk musik i den kommende tid, så de danske musikere på den måde kan få en del af indkomsten hjem igen.

DR kommer fra onsdag 25. marts og to uger frem til at øge andelen af dansk musik på P3 og P4 til 80 procent - mod 49 procent i dag. Derudover vil DR skrue op for den danske musik på P5, P6 Beat og P8 Jazz, mens også en række kommercielle radiokanaler vil følge trop.

'Indsatsen mod covid-19 har omfattende konsekvenser for hele samfundet – også danske musikere er ramt. Derfor mødtes jeg i dag med radiostationerne for at undersøge, om stationerne kan spille ekstra meget dansk musik i den kommende tid,' siger Joy Mogensen i pressemeddelelse.

'Mere dansk musik i radioen kan forhåbentlig hjælpe med eksponeringen af danske kunstnere og give et økonomisk bidrag i form af rettighedsmidler til de afspillede kunstnere i en tid, hvor de ikke kan komme ud på landets koncertsteder. Det, håber jeg, kan være en lille hjælp i den udfordrende situation.'

'Jeg er glad for opbakningen fra radiostationerne, og den positive samarbejdsånd, jeg har mødt fra foreningen Spil Dansk. Også her mærker man et sammenhold, som er så beskrivende for det danske samfund lige nu,' slutter kulturministeren.

Jada skal efter planen åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Event & Kultur - 21. mar. 2020 - kl. 21:46 Drømmetjans i fare: Jeg får et flip hvis det sker

En sejr for dansk musik
Hos foreningen Spil Dansk glæder man sig over den nye aftale. Det siger direktør Ricco Victor til Ekstra Bladet.

- Det er selvfølgelig skidegodt, jubler han og kalder det en stor sejr for dansk musik.

Der er flere årsager til, at han glæder sig over, at radiokanalerne har valgt at lytte på musikbranchen.

- Der er både bløde værdier og hårde værdier. I denne periode har vi brug for at stå sammen, selvom vi er på afstand. Og her kan det noget særligt, at vi hører noget musik skabt af hjemlige kunstnere. Musik kan noget helt særligt i forhold til at skabe fællesskab - det ser man også med det altansang, der foregår. Så isoleret set er det jo glædeligt.

- De hårde værdier er, at jo mere danskproduceret musik, der nu bliver spillet på DR og andre radiokanaler, jo større afregning bliver der til dem, der har skabt det. De har det svært i denne periode. Én ting er musikerne, der får aflyst spillejobs, men der er også folk, der lever af at skrive sangene. Og når de i en periode bliver spillet meget mere, end de plejer, så får de penge via Koda og Gramex. De har været lidt en overset gruppe. siger han.

Se også: Dansk festival aflyst

'Det kan mærkes'
Ricco Victor understreger, at de har opfordret til, at det bliver en mangfoldighed af genrer, der nu skal spilles, så det ikke bare bliver endnu mere af den musik, der allerede nu bliver spillet på radiokanalerne.

- Der er nogle kunstnere, der bliver spillet rigtig, rigtig meget - og det vil de også blive ved med. Men vi håber, at de også vender bunken af plader lidt, siger han.

Direktøren kan ikke komme med et bud på, hvor meget det helt konkret kommer til at betyde økonomisk for de danske musikere - blandt andet fordi man ikke ved, hvor længe virussen kommer til at lukke Danmark ned.

- Men det kan mærkes. Og det kan mærkes blandt de kunstnere, der ikke plejer at blive spillet, slår han fast.

Se også: Ny coronaudmelding fra Cirkusrevyen

182 kommentarer
Vis kommentarer