Oh Land klar til megabrag: Et show som aldrig set før

Når Oh Land giver koncert fredag klokken 20 på ekstrabladet.dk, har hun et instrument med på scenen, der er lavet til den ene aften

Selvom Oh Lands søn ikke er med i Odd Fellow Palæet til koncert, så har hans legetøj fået en helt særlig plads på scenen. Foto: Linda Johansen
Selvom Oh Lands søn ikke er med i Odd Fellow Palæet til koncert, så har hans legetøj fået en helt særlig plads på scenen. Foto: Linda Johansen

Vind billetter til koncerten her!

Når Oh Land giver koncert live på Ekstra Bladet fredag klokken 20, bliver det med et helt nyt show, og der er lagt vægt på, at det skal være en helt særlig oplevelse.

Den 35-årige elektropopsanger og 'X Factor'-dommer har tænkt ud ad boksen. Hun er vant til at spille foran tusindvis af publikummer, så når hun skal spille klaver og synge for en mere eller mindre tom sal, har hun måttet bruge omstændighederne aktivt for at give seerne på ekstrabladet.dk en oplevelse, de ikke vil glemme.

- Det er en mulighed for at komme ind et hemmeligt sted, siger højgravide Nanna Øland Fabricius, du bedst kender under aliaset Oh Land, til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det kommer til at være en mere intim oplevelse. Vi synker mere ind i vores verden, end hvis vi stod foran et publikum, hvor man bliver tvunget til at være mere udadvendt.

I *februar kom det frem, at Oh Land er gravid med nummer to. Foto: Mogens Flindt
I *februar kom det frem, at Oh Land er gravid med nummer to. Foto: Mogens Flindt

Efter en normal koncert føler hun faktisk tit, at det gik bedre i 'øveren', fordi man kan fokusere mere på selve musikken.

- Så jeg ser koncerten som en slags øver, der bare er flottere end normalt. Jeg synes faktisk, det er ret fedt at kunne give folk den her oplevelse, siger hun.

Særbygget perleinstrument
Når hun spiller op i Odd Fellow Palæet i Bredgade fredag aften, bliver det ikke bare under meget mere intime rammer, end man er vant til at se Oh Land spille under. Det bliver også med et setup, der er helt nyt.

Hendes kæreste, Adi Zukanović - der også er på scenen under koncerten - har bygget et helt unikt instrument kun til denne ene koncert.

- Det er et helt nyt setup. Vi har ikke optrådt med det før. Vi har en lille robot-trommeslager, der er lavet ud af alt mulig Lego og legetøj. Jeg glæder mig helt vildt, for det bliver sindssygt sjovt.

Det er hårdt for Oh Land at sidde ned i lang tid ad gangen på grund af sin store mave. Hun mener dog, at hun nok skal kalre koncerten på ekstrabladet.dk. Foto: Mogens Flindt
Det er hårdt for Oh Land at sidde ned i lang tid ad gangen på grund af sin store mave. Hun mener dog, at hun nok skal kalre koncerten på ekstrabladet.dk. Foto: Mogens Flindt

- På en stor scene ville jeg aldrig kunne lave sådan noget her, for ingen ville kunne se det. Det giver nogle andre muligheder for at spille live på en anden måde, hvor folk får en unik oplevelse ud af det, siger Oh Land.

Det er ikke bare noget tilfældigt legetøj, der kommer med på scenen. Det er hendes treårige søn Svends legetøj.

- Jeg låner det allervenligst, afleverer det tilbage og håber, han ikke opdager noget, siger hun.

Termin slut juli
Man kan ikke undgå at bemærke, at Svend snart bliver storebror. For når Oh Land går på scenen, er det ikke kun hende selv og kæresten Adi Zukanović, der er til stede. En højgravid mave følger med.

- Jeg bliver hurtigere træt, fordi jeg ikke har så stor lungekapacitet som normalt. Der er en anden, der stjæler den plads. Men jeg kan stadig sagtens synge, og jeg skal ikke hoppe rundt, for jeg skal sidde ned og spille klaver, fortæller hun.

Oh Land og Ilona Artena i 'X Factor' i et forsøg på en krammer. Foto: Mogens Flindt
Oh Land og Ilona Artena i 'X Factor' i et forsøg på en krammer. Foto: Mogens Flindt

Præcist hvornår Oh Land skal føde sin søn nummer to, vil hun gerne holde privat. Men hun kan fortælle, at det er i slutningen af juli.

- Så der er ikke risiko for, at vandet går under koncerten på ekstrabladet.dk?

- Nej, det sker ikke. Så skulle jeg i hvert fald være meget uheldig, vil jeg sige.

Koncerten med Oh Land kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.