En blandt publikum til dj og 'X Factor'-dommer Martin Jensens koncert lørdag aften i Aalborg Kongres og Kultur Center mistænkes for at have været smittet med den nye variant af coronavirus, omikron.
Det får nu arrangøren bag koncerten til at opfordre alle, der deltog, til at lade sig teste.
Det viser en mail, der er sendt ud til alle billetkøbere, og som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
I mailen fremgår det, at arrangøren i samarbejde med smitteopsporingen opfordrer alle til at lade sig pcr-teste på fjerde- og sjettedagen, altså onsdag og fredag i denne uge.
Over for Ekstra Bladet lyder det dog fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at man endnu ikke kan bekræfte, at der var tale om omikronvarianten.
- Der er ikke tale om et bekræftet tilfælde, men en mistanke om, at det kan være omikronvarianten. Vi afventer en endelig afklaring fra seruminstituttet, før vi kan sige noget med sikkerhed, lyder det fra styrelsens presseansvarlige.
Retningslinjer fulgt
Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Aalborg Kongres og Kultur Center, men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Over for B.T. bekræfter den administrerende direktør, Nicolaj Holm, at de i samarbejde med myndighederne har valgt at sende mailen ud.
Til mediet forklarer direktøren desuden, at alle retningslinjer ved koncerten er fulgt til punkt og prikke.
- Vi har fulgt myndighedernes retningslinjer, og det har vi sådan set gjort hele vejen under coronaen. Der er ikke nogen, der er kommet ind, der ikke har vist coronapas, og det gælder både publikum, og hvad der ellers måtte være af gæster, medarbejdere og leverandører. Det er også et krav backstage, siger han.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var der et par tusinde koncertgængere i Aalborg Kongres og Kultur Center til koncerten.
Fuld tillid
Over for Ekstra Bladet bekræfter Martin Jensen, at han netop har fået at vide, at der har været en smittet blandt publikum.
'Jeg er netop blevet orienteret af AKKC (Aalborg Kongres og Kultur Center, red.), og det er jeg enormt ked af at høre. Jeg har fuld tillid til, at AKKC har opfyldt alle krav til sikkerhed, tjek af vaccinepas osv., så det er vildt ærgerligt, at der alligevel er konstateret smitte. Jeg vil naturligvis følge sagen tæt de kommende dage,' lyder det fra Martin Jensen i en sms til Ekstra Bladet.
Mandag opdaterede Sundhedsstyrelsen retningslinjerne for smitteopsporing i forbindelse med omikronvarianten.
I de nye retningslinjer lyder det, at nære kontakter til smittede og de nære kontakters nære kontakter skal gå i selvisolation, uanset om de er vaccineret eller tidligere smittet.
Derudover skal de lade sig pcr-teste på både første-, fjerde- og sjettedagen, før de kan bryde isolationen, lyder det i retningslinjerne.